Sidst vi skrev herinde havde vi samme morgen oplevet solopgangen højt oppe mellem trækronerne i Ulu Temburong Nationalpark.

Det er et ubeskriveligt smukt syn at stå højt, højt oppe over trætoppene midt i regnskoven og se ned på tågen, der letter, mens solen får mere og mere magt. Guds skaberværk er i sandhed overvældende.
Nede på jorden igen kan man godt fremstå en anelse svedig efter mere end 1.000 trin inden morgenmaden. Vi er så utroligt misundelige på alle jer, der stadig har Ulu Ulu Resort og nationalparken til gode.

Siden har vi haft en helt forrygende overnatning i Manila på et hotel 1 km fra lufthavnen i et temmelig skummelt kvarter. Vi har sikkert passet helt perfekt ind, da vi dukkede op kl. 3 om natten efter endnu en forsinket flyvning med Cebu Pacific.

Efter 3,5 times søvn skreg vores vækkeur, at vi skulle op og videre, men inden vi kunne tage ud i lufthavnen igen, skulle vi lige igennem et morgenbad siddende på gulvet sammenkrøbet under en vandhane, da brusefunktionen i blandingsbatteriet ikke virkede. Man er ligesom klar til at møde Verden på en ny måde efter at have lært ydmyghed ‘the hard way’.

Forsinkelsen med endnu en flyvning med Cebu Pacific var på under tre kvarter, så det sammenlagt med exit-seats, en gevinst undervejs (som Peter hurtigt annekterede) og fint hotel i Puerto Princesa på øen Palawan gjorde, at vi hurtigt genvandt humør og rejselyst. Alting blev helt perfekt, da vi onsdag kl. 13 stod med en lejet motorcykel klar til at blande os med de lokale, og når først vi spiser frokost på et eatery, så er vi næsten ikke til at skelne fra en filippiner.

Røg i kyllingekøkkenet.

Peter fik købt en feriehat til den kommende måned, og vi fandt en restaurant ved stranden, hvor de var gode til både mad og cocktails.

Peter iført feriehat, solnedgang og Long Island Icetea

Torsdag d. 31. fik vi nøglerne til den Suzuki Jimny, der skal transportere os rundt de næste 2,5 uge. Og så kørte vi mod syd ad Palawans vestkyst, der ikke ser mange turister. Vejen er ved at blive opgraderet fra grusvej til betonvej, så der var pletvist vejarbejde det meste af vejen.

Her er lidt inspiration til vores gode ven Lars, der er brodesigner hos Rambøl. Vi forestiller os, at han kan lære noget om forskallingsarbejde med bananpalmer.

Vi har indlogeret os på Fontera Garden Suite i byen Quezon, og det er uden sammenligning byens bedste hotel. Her er en udmærket restaurant, og folk i byen er nøjagtigt lige så søde og hjælpsomme, som alle andre steder på Filippinerne.

I dag, fredag d. 1. februar, har vi kørt tværs over øen for at se Estrella Waterfall. Det var overraskende hyggeligt og klart et sted, som de lokale bruger til skovtur.

Peter kunne som altid ikke dy sig for en dukkert i et vandfald.

Og så kom vi igennem byen Narra, der har et hypermarked, som er leveringsdygtig i Cola Light, så Peter kan få lidt ro i kroppen. Til aftensmad – lige om lidt – har kokken på vores hotel lavet en forret af kæmperejer og en hovedret af stegeflæsk, som vi selv har købt på det lokale marked (rejer og kød altså; ikke kokken). Vi er spændte på at finde ud af, hvad han har fundet på.