Quezons virkelige trækplaster er Tabon Caves, et flere hektar stort område ved kysten med grotter, hvor man har fundet de ældste ‘rester’ af homo sapiens (ca. 48.000 år gamle) på Filippinerne. Alle filippinere kender grotterne og er meget stolte af og bevidste om deres betydning for landets historie. Grotterne lignede i vid udstrækning kalkstensgrotter alle mulige andre steder med undtagelse af én, hvor der i den ene ende var hul i toppen, så der kom sollys ind. Det var SMUKT!

Peter i den af hulerne i Tabon Caves, hvor der kommer sollys ind. Det er helt forståeligt, at de første mennesker i Filippinerne valgte at bosætte sig der.
Vores hotel i Quezon, Fontera Garden Suite.

Efter Quezon havde vi d. 3. februar en lang køretur foran os; 200 km kan være en MEGET lang tur på filippinske veje og i filippinsk trafik. Men efter små fire timer i vores lejede Suzuki Jimny kunne vi skifte bilen ud med en motorcykel på vores hotel, Atremaru, lidt udenfor Sabang. Motorcykel på Filippinerne er bare meget bedre end bil, når man gerne vil møde filippinerne og hurtigt kunne stoppe hvor som helst.

Atremaru Jungle Retreat, der gjorde en dyd ud af at være et bæredygtigt retreat – ikke et resort! Selvom vores værelse var på ca. 80 m2, så er vi nok mere til varmt badevand, vandtryk og aircondition end til jungleretreat.

På hotellet fik vi at vide, at der var god snorkling på en ø i bugten, Isla Rita, så mandag d. 4. februar kørte vi et par km mod syd og fik en lokal fisker, Paps, og hans søn til at sejle os ud til øen. Der var fine koraller og MEGET store muslinger (80 cm brede). Desværre var der også en del små brandmænd, men det var en rigtig fin tur, og det var skønt endelig at få brug for snorkler og finner, der ellers kun har ligget og fyldt i kufferterne. Og så havde vi stedet næsten for os selv, hvilket godt kan være lidt svært at finde i Filippinerne.

Navnet på hotelrestauranten i Sabang, som overraskende nok lavede udmærket mad.

D. 5. februar var vi tidligt oppe for at køre de små 20 km til Sabang, så vi var der præcis kl. 8, hvor billetkontoret til Sabangs underjordiske flod åbner. Hvis der er en disciplin, som filippinerne mestrer, så er det at lave komplicerede administrative og først og fremmest STIVE systemer for hvad som helst. Billetkontoret levede 100% op til forventningerne. Vi startede med at trække et nummer – 009 – og så skulle vi vente på, at en dame kaldte på vores nummer. Mens vi ventede brugte hun en del tid på ingenting, men det var stadig meget vigtigt, at vi ventede på, at hun sagde vores nummer. Imens blev vi overrumplet af en lille ældre dame med en Hibiscus-blomst bag øret og en stribet trøje, hun havde taget på med vrangen ud af, der fik os koblet sammen med et ægtepar fra New Zealand og tre andre, da vi åbenbart skulle være mellem 6 og 8 på en båd ud til floden. Det hele var temmelig uforståeligt, men omsider blev det nr. 009’s tur, så vi skulle hoste op med identitetspapirer og oplysning om, hvilket hotel vi boede på. Det blev noteret på et officielt stykke gult papir, som damen gav til sin sidemand, der skrev nogle beløb på det og skubbede det videre til sin anden sidedame, der var udstyret med hæfteklammemaskine, MEGET officielle nationalpark-mærker i perforerede ark samt en lommeregner. Og hun lagde så en helt masse tal sammen tre gange, hvorefter vi fik lov til at betale. Da vi fandt de andre, som vi skulle dele båd med, skulle vi sammen betale 100 php pr. person i havneafgift i et andet kontor, og alle de papirer og blanketter, vi havde fået det første sted sammen med en ny blanket, blev klipset sammen. Så dukkede Hibiscusblomst-damen op igen og sagde noget på en sammenblanding af engelsk og fransk og hev papirerne fra hinanden igen, men det var åbenbart helt forkert, så det hele fik en ny klips, samtidig med at manden fra New Zealand blev udpeget som vores “gruppeleder”. Vi ville gå tilbage til byen i stedet for at sejle, så vi blev af Hibiscus-damen jaget af sted for at købe en tilladelse til at gå tilbage af en sti. Det hele var meget hektisk og forvirrende.

Men endelig kom vi af sted med båd nr. 39, og efter ca. 20 minutter kom vi til en strand, hvor vi blev sendt over i en anden og mindre båd uden motor, og så blev vi padlet og staget ca. 1,5 km ind i grotterne ad den flod, som havvandet har skabt ind i bjerget gennem flere tusind år. Floden er meget længere, men af sikkerhedshensyn er det kun de første 1,5 km, der er åbne for besøgende. Selvom der var mange både, der sejlede i række efter hinanden, så var det en fin oplevelse; både fordi grotterne, vi kom igennem, var gigantiske og gav mindelser om europæiske middelalderkatedraler, men også fordi der faktisk var stille derinde på trods af de mange turister.

Ude af grotterne igen blev vi udstyret med en guide, Merly, der skulle vise os vej ned til byen igen ad en junglesti. Ved starten af stien holdt der nogle store leguaner til – vist mest fordi de blev fodret med kyllingeskrog.

En af leguanerne på ca. 1 meter. De blev kaldt Monitor Lizards.

Junglestien viste sig at være mere sti end jungle, men det var en fin gåtur, og så slap vi for at sidde i den øredøvende larm fra motorbåden en gang til.

Om eftermiddagen gik vi ud til et vandfald, der ligger ud til kysten et par km fra Sabang. Vandfaldet i sig selv var ikke specielt imponerende, men vi kom lige til lukketid og havde derfor stedet for os selv, og så var der fra den kunstigt skabte pool for foden af vandfaldet en rigtig fin udsigt over havet.

Peter fik sig en aftendukkert i Sabang Waterfall.

Lidt faktuelle oplysninger:

  • Hvis man skal besøge den underjordiske flod i Sabang, skal man sørge for at være på havnen, hvor man køber billetter, kl. 8, for ellers kommer man nemt til at vente meget længe på at komme med en båd. Vi talte med et polsk par, der fortalte, at de måtte vente 3 timer.
  • Vi betalte 1.500 php + i alt 300 php i ‘miljøafgifter’ for at blive sejlet rundt til snorkelsteder ved Isla Rita i fire timer. Det kan godt betale sig at henvende sig direkte til bådejeren i stedet for at arrangere en tur gennem sit hotel.