Fredag morgen kørte vi i den endnu pletfri Hyundai fra Montenegros hovedstad mod kystbyen Kotor, der ligger i bunden af en bugt ved Adriaterhavet. På vej ud af byen gjorde vi først holdt ved en park, hvor der var et museum for moderne kunst. Der var heldigvis gratis adgang, for udstillingerne var ikke noget at skrive hjem om, hvilket personalet faktisk gav os ret i. Bagefter gjorde vi holdt ved en serbisk-ortodoks katedral, der blev bygget fra 1994-2013, og som var fuldstændig imponerende dekoreret indvendigt.

Camilla ved de bedste billeder på museet for moderne kunst i Podgorica.
Guld, Jesus, disciple og helgener i den nye katedral i Podgorica.

Vi kørte en omvej til Kotor, for at se nogle af landets berømte floder, men fordi landet er så lille, så er det svært at komme rigtigt langt væk fra den lige vej.

Udsigt over Kotor fra den restaurant, vi spiste frokost på fredag.

Kotor er bestemt en køn by, der ligger i en bugt mellem bjerge, men det er vi desværre ikke de første, der har opdaget, så hver eneste dag lægger 1-5 krydstogtskibe til i havnen og slipper deres last af turister løs i byen. Det er mindre charmerende! Vi prøver at begrænse vores ophold i byen til før kl. 9:00 og efter kl. 18:00.

Udsigt ned over bugten ved Kotor fra bjergene. Og selvfølgelig ligger der et krydstogtskib i bugten.

Lørdag kørte vi ud i det blå mod en flod, der hedder Zeta. Vi fik testet vores nye rejsefiskestænger, men bortset fra de to spinnere, som Camilla mistede til bunden af floden, fik vi ikke noget på krogen. Men det var dejligt landskab at køre igennem.

Vi har set æsler flere steder, men ikke nogen ‘i brug’. Heldigvis gider de godt at snakke lidt i modsætning til gederne, der bare løber væk.
En skildpadde som vi mødte på vejen mod floden Zeta. Den brød sig meget lidt om at blive samlet op, så vi lod den hurtigt ‘løbe’ i skjul.
Peter med hænder og mund fuld af frokost: mayonnaisemad med bøftomat. (Vi har tomatfrø med hjem til næste år.)

Heldigvis havde vi været forudseende nok til at købe friske ørreder om morgenen på markedet, så vi fik lækker aftensmad alligevel. Og naboens to katte stod klar til at hjælpe os af med resterne af de stegte fisk 🙂

Madlavningsselfie i vores lille feriehus i Kotor.

Søndag kørte vi mod nord og vest langs Kotor-bugten og gjorde først holdt i landsbyen Perast. Den er bestemt et besøg værd, og især den gamle kirke fra midten af 1600-tallet var fin at se.

Derefter kørte vi mod byen Herceg Novi, der ligger yderst i bugten ud mod Adriaterhavet. Der var en fin, gammel bydel, men mest af alt var der flere endagsturister, der var blevet sat af fra tur-busser og kun havde et par timer i byen. Turen hjem ad små veje var betydeligt mere charmerende end målet for turen.

Lidt faktuelle oplysninger

  • 1 kg frisk ørred koster 5€.
  • 1 kg frisk havtaske koster 12€.
  • 1 kg frisk tun-bøf koster 18,60€.
  • Man skal vælge de pink-farvede og ikke de røde bøftomater på markedet; også selvom de koster lidt mere. Smagen er meget bedre og alle pengene værd.