Forårsvejret her i Montenegro minder vist lidt om vejret hjemme i Danmark, så der var dømt museumsdag i går.

På vej mod Cetinje gjorde vi holdt ud for den gamle fiskerby, Sveti Stefan, der ligger på en ø syd for byen Budva. I dag er byen og øen lavet om til et femstjernet hotel, så med mindre man har 900€ til overs til en overnatning, må man nøjes med at se øen fra afstand.

Vi kørte til byen Cetinje, der har en historie som hovedstad og ‘kongeby’ i det gamle Montenegro, der kollapsede under 1. verdenskrig. Der kan man løse billet for 12€, der giver adgang til fem museer, der alle ligger indenfor fem minutters gang fra hinanden.

Vi startede i Kong Nikolas Palads, hvor der til vores store overraskelse var udstillet hele interiører i de fleste værelser og mange originale klædedragter fra kongefamilien mere end 100 år tilbage. Peter spurgte en af de ansatte om, hvordan alle de mange ting var bevaret trods tre krige, og vi blev forklaret, at da kongefamilien rejste til Frankrig omkring 1915, tog de næsten intet med sig, så folk i byen opbevarede deres møbler og ejendele hjemme hos sig selv for at passe på dem. Efterfølgende har arvinger givet tingene til byen, og befolkningen har også under borgerkrigen opbevaret tingene privat, så de ikke skulle gå tabt. Museet var en virkelig fin oplevelse.

Bagefter besøgte vi det etnografiske museum, der også var mere interessant, end vi havde forventet. Især de mange gamle knive kiggede vi meget på, men det er vist for meget at håbe, at det vil lykkes os at finde en original til salg.

Derefter gik vi gennem et museum for en åbenbart kendt mand fra Montenegro, der endte som biskop og boede i huset, der nu var museum. Det mest interessante møbel var et gammelt billardbord, der var Balkans første, og som blev båret af 16 mand fra havnebyen Budva til Cetinje for næsten 200 år siden. Men det mest interessante ved museet var, at de også har et kæmpe stort topografisk kort over Montenegro støbt i beton. Kortet blev lavet af det østrigungarske militær i 1916 af strategiske grunde, og det er overraskende minutiøst, så alle byer, landsbyer og bosættelser er markeret med huse. Kortet er – som den venlige guide sagde – et Google Map af Montenegro for mere end 100 år siden.

Det kæmpe store topografiske kort over Montenegro. Vi ‘står i Adriaterhavet’ ved den albanske grænse og fotograferer mod øst.

Til sidst besøgte vi Montenegros Nationalmuseum og det nationale kunstmuseum, der har til huse i samme bygning. Især kunstmuseet bød på positive oplevelser, men på det tidspunkt havde vi vist også set gamle møbler og våben nok. Men der er ingen tvivl om, at det er tosset at besøge Montenegro uden at køre til Cetinje, og det er lige så tosset at tage til Cetinje uden at se alle museerne.

Et af de rigtigt gode billeder på Montenegros museum for moderne kunst. Når man går tættere på dukker der alle mulige motiver – både store og små – op. Og så er gul jo en skøn farve.
Vi er ikke så meget til installationskunst, men dette værk med titlen ‘Big Alcoholics’ sagde os alligevel noget.

I dag startede vi på markedet i Kotor med at handle ind til frokost og aftensmad, og bagefter kørte vi langs kysten mod syd til byen Bar, der har en alenlang historie, der går helt tilbage til helenismen og Romerriget. Sammen med en skoleklasse gik vi rundt mellem ruinerne af den ældste bydel, hvor man så småt er i gang med at restaurere de gamle kirkebygninger, der stammer tilbage fra det 4. århundrede. Religion spiller en stor rolle i Montenegro.

I forgrunden de ældste dele (ruiner) af Bar, dernæst den gamle bydel og i baggrunden den nye og moderne by.

Bar hævder også at være indehaver af Europas ældste træ, et oliventræ på mere end 2000 år. Om det er sandt, er vist et definitionsspørgsmål, for så vidt vi ved, står verdens ældste træ i Sverige, men det var vitterligt et stort oliventræ, og nu har vi betalt 1€ hver for at se det, så indtil vi ser det i Sverige, er Bars oliventræ Europas ældste træ.

Bare for at spare alle andre for at betale 1€ pr. person er her et billede, af det deri Montenegro hævdes at være Europas ældste træ.

Vi havde besluttet at ‘kringle’ hjemad ad småveje, så turen nord på mod Kotor tog omtrent tre gange så lang tid som turen ned til Bar. Vi gjorde holdt på en smal bjergvej midt mellem Bar og Balkans største sø, Skadar, hvor det vrimlede med vilde orkideer – i det hele taget er der uendeligt mange vilde blomster over alt, så det er ikke så underligt, at der er en stor honningproduktion i landet.

Det vrimlede med orkideer, hvor vi spiste frokost. Her er det en af Ophrys-arten, der også kaldes bi-orkideer. De bestøves af én slags bier, hvor hannerne vågner 2-3 uger tidligere af dvale end hunnerne. Af bar iver efter at passe deres job, springer hannerne på alt, der ligner en bi-hun, og mår bi-hunnerne vågner, er alle Ophrys-orkideerne bestøvet.
Der er masser af orkideer af Gøgeurt-familien over alt langs de små veje, men i dag var vi heldige flere steder at se de underlige Rederod-orkideer, der er kendetegnet ved ikke at indeholde grønkorn og derfor ikke lave fotosyntese. I stedet får den sin næring gennem sin symbiose med en bestemt svamp, der lever i jorden.