Fredag d. 27. september kørte vi lidt udenfor Alcamo til Segesta, der for 2200 år siden var en græsk by under opførelse. Arkæologerne ved ikke, hvorfor byen blev forladt, men i dag står der bl.a. et meget velbevaret tempel og et amfiteater tilbage.

Det store og meget velbevarede tempel ved Segesta.

De to bygninger står omtrent 1 km fra hinanden, så det vidner om, at byen har været af en vis størrelse.

Hvis teaterstykket, man havde købt billet til for 2200 år siden, ikke faldt i ens smag, kunne man i det mindste sidde og nyde den fantastiske udsigt over dalen.
Selvom det var varmt, så var det en skøn gåtur fra templet op til amfiteatret og ned igen.

Derefter kørte vi ud til byen San Vito Lo Capo, der ligger langt ude på en pynt på den nordvestlige kyst. Her skulle der ifølge ‘internettet’ være couscous-festival. Det var der ganske rigtigt, og på trods af tidspunktet var der masser af besøgende i byen – måske pga. festivalen? – og der var rigtig mange restauranter, der reklamerede med gode tilbud på couscous med skaldyr. Vi lod os lokke til to retter uden couscous; vi er på ferie i Italien og spiser pasta. Basta!

På vejen tilbage til Alcamo kørte vi ud til kysten ved byen Castellammare del Golfo, hvor der er en super god badestrand. Vandet var ikke spor koldt, og så var der bølger som ved Vesterhavet. Det var en forfriskende dukkert ovenpå frokosten.

Shower Cap Club er også på spil på Sicilien.

Lørdag d. 28. september kørte vi ud til vestkysten til byen Trapani. Herfra er der svævebane op til en lille middelalderlandsby, der hedder Erice. Turen er på 3 km, og man bliver hævet 800 meter op til det bjergplateau, hvor Erice ligger bag sin bymur. Byen er velholdt og især vejbelægningen, der stort set var ens i hele byen imponerede os.

En af Erices hyggelige gader med den smukke stenbelægning, som Camilla går og pønser på at lave til et strikkemønster.

Og så huser Erice Siciliens ældste konditori, der blev startet af en 11årig pige ved navn Maria, der havde lært noget om marcipan på et kloster.

Facaden til Siciliens ældste konditori.

Historien om konditoriet havde inspireret rigtig mange andre i byen til at åbne konditoriet, så der var kager og marcipan alle vegne.

Det her er blot et udpluk af de mange, mange kager, som det åbenbart er nødvendigt at kunne byde sine kunder på hernede. Peter savner i den grad et gedigent gåsebryst i stedet for alle tørkagerne.

Konditoriernes antal blev kun overgået af souvenirforretninger, der især solgte alskens krimskrams i keramik, der vist skulle forestille at være sicilianske specialiteter. Selvom byen var køn og hyggelig at gå rundt i, så var den først og fremmest en turistfælde, hvor det var svært at få øje på lokalt liv.

Vestkysten af Sicilien er kendt for sin indvinding af middelhavssalt, så vi forsøgte at komme ind at se en fabrik. Men billetdamen var vist gået til frokost, så vi nøjedes med at gå lidt rundt og kigge på de inddæmmede damme med havvand og de hvide dynger med inddampet salt. Efter at have set saltsyderiet på Læsø, var det her noget af en skuffelse, og saltkrystallerne var ikke engang flotte som Læsøs jomfrusalt.

Salt til et æg.

Efter en frokost i havnebyen Marsala zigzaggede vi os tilbage til Alcamo. Der var vinmarker overalt – næsten. Vi kom dog også forbi et stenbrud, hvor der blev brudt sandsten til byggeri; det samme byggemateriale som grækerne brugte for 2500 år siden, da de lavede de første bosættelser på Sicilien.

Et aktivt stenbrud på det sydlige Sicilien.