Vores sidste dag i Agrigento, tirsdag d. 1. oktober, kørte vi mod øst for at finde en vingård, Cantine Pepi, som vi smagte en rødvin fra sidste efterår, da vi var i Ragusa. På vejen kom vi igennem byen Gale, hvor en vej var spærret af politiet, og det vækkede Peters nysgerrighed, så vi fandt et sted at parkere bilen, kravlede over et rækværk og befandt os så på det længste marked, vi nogensinde har set. Sælgerne var tydeligvis professionelle, der kører rundt på hele øen, hver dag et nyt sted, og man kunne købe ALT! Gaden var mere end 1 km lang, og der var masser af handel. Vi var formentlig de eneste, der ikke endte med at gå rundt med en plasticpose med gode fund i.

Peter midt i det gigantiske gademarked i Gale.

Cantine Pepi er ejet af en mor og datter, og næsten alle fastansatte er kvinder, så på den måde skiller de sig ud fra de fleste andre gårde. Men ligesom langt de fleste andre vinbønder på Sicilien, så har de fokus på at dyrke druer af gammel siciliansk oprindelse som fx Nero d’Avola, Frappato, Grillo og Inzolia, og generelt synes vi, at vi har fået virkelig god vin til meget fornuftige priser, når vi har valgt de lokale vine. Selvom der var travlt – de var i fuld gang med høsten – så var vi velkomne til at komme ind i produktionen, og en ung pige på kontoret, der kunne engelsk, blev hidkaldt, så hun kunne forklare og svare på vores spørgsmål.

Cantine Pepi er ikke nogen stor vingård. De har 40 tønder land med vinstokke. Her er de i gang med at sætte etiketter på nogle flasker fra sidste års høst.

Den ansvarlige for produktionen dukkede pludselig op med to glas smagsprøver af en rosé og en hvidvin, der stadig var i gang med at gære, og bagefter smagte vi de samme to vine i ‘færdig’ udgave fra sidste år, så vi kunne smage, hvordan de udvikler sig i processen. Især hvidvinen var super god, en Frappato Bianco, der er lavet på blå druer, der bliver presset blødt. Vi endte med at købe fire flasker af den rødvin, som vi var så begejstrede for sidste år, og så håber vi, at de ikke går i stykker i vores kufferter på vejen hjem.

De ansatte var smadder søde og venlige, og der er heldigvis ikke noget som et glas vin, der kan rydde sprogforbistringer ad vejen.

Om aftenen spiste vi på den hyggelige restaurant, vi også havde spist på første aften i byen. Denne gang havde vi mere appetit, så vi fik udforsket lidt mere af menukortet. Vi kan på det varmeste anbefale et besøg på Perbacco både for stemningens, madens og vinens skyld.

Ejeren af Perbocco havde stambord ved indgangen til sin restaurant, hvorfra hun styrede slagets gang. Hun var en lille, tynd dame, der besvarede alt engelsk på sprudlende italiensk.

Onsdag d. 2. oktober kørte vi tilbage til Catania, afleverede vores udlejningsbil i lufthavnen og tog en taxa ind til det B&B, vi skulle bo på den sidste overnatning, Il Leone Blu.

Loftet på vores værelse på Il Leone Blu, der havde givet værelset navnet, Musikværelset.

Aftensmaden valgte vi at spise på Trattoria di De Fiore, Mamma Rosannas restaurant, hvor vi også spiste sidste aften, da vi var på Sicilien sidste år.

Facaden på Trattoria di De Fiore. Vi sad udenfor og kunne følge med i parkeringskaoset ude på vejen.

Mamma Rosanna står stadig selv i køkkenet, og hendes hjemmelavede pasta er stadig uforlignelig, men stemningen var anderledes end sidst; måske fordi Mamma Rosanna var blevet mærkbart ældre og mere træt, og derfor ikke i så høj grad havde styr på serveringen.

Mamma Rosanna er udover en glimrende kok også et meget venligt menneske, der altid er klar til at stille op til billeder, med turister fra hele verden.

Torsdag morgen var det hele desværre slut. Det er let at vænne sig til shorts og kortærmede skjorter, men straks sværere at vænne sig til dansk efterår, regn og mørke. Heldigvis er der en ny tur i støbeskeen, så vi kan kigge på flybilletterne og glæde os, hvis det bliver lidt for surt.