Inden vores afrejse fra Veracruz d. 11. januar nåede vi to dyk i ‘Golfo de Mexico’. Desværre var det først ombord på båden, at nogle mexicanere fik fortalt, at det ikke var værd at dykke i Den mexikanske Golf på denne årstid, hvilket var indlysende, så snart Peter kom ned på 12-15 meter, og sigtbarheden var nede på 3-5 meter. Så det meste af tiden gik med at holde øje med de andres finner for ikke at blive væk.

Udover en dragefisk (lionfish) var det mest spændende, Peter så på sine dyk, denne fine, prikkede kuffertfisk (smooth trunkfish), der måske har fået botoxet sine læber samme sted som Linse Kessler.

Afskedsmiddagen med Veracruz blev indtaget på en gaderestaurant med det, der hurtigt er blevet vores nye livret – 2 x 5 tacos med pastor (stegt, krydret svinekød).

Kokken har gjort klar til en god og glad aften med masser af godt fyld til tacos. Der er både kyllinge-, svine- og oksekød i forskellige afskygninger. Den røde, store dynge bagerst er pastor – MUMS!
Så glad bliver man af 10 x tacos og to øl 🙂 Det grønne i skålen i midten er guacamole, som for en mexicaner er chilisovs baseret på jalapeños, så det er ikke noget for tøsedrenge og svage sjæle (Camilla holder sig på lang afstand af det).

Mandag morgen kørte vi i stiv kuling langs kysten 200 km mod sydøst for at ende i byen i Catemaco, der ligger i området Los Tuxtlas. Området er kendt for at være stedet, hvor der er fundet nogle meget store udhuggede stenhoveder fra en civilisation, der hedder Olmec og går tilbage til 2000 år før vor tidsregning. Der er fundet mindst 20 hoveder, og der ligger med sikkerhed flere gemt under jorden på det sted, hvor der stadig foregår arkæologiske udgravninger. I byen Santiago Tuxtlas torv står det indtil videre største hoved, som vejer over 40 tons, og byen har også et museum, der efter sigende skulle være rigtig godt og viser alle de ting, der er fundet i udgravningerne ca. 20 km væk, men som så meget andet, er museet lukket pga. corona.

Efter at have forceret torvets corona-afspærring uden at blive arresteret, lykkedes det os omsider at få set et enkelt af Mexicos fortidsminder. Det særlige ved netop dette Olmec-hoved er, at munden er nedadvendt, og øjnene er lukkede.

Hvad er mere naturligt end en samling af gamle Singer symaskiner i en lille landsby langt væk fra alting i Mexico? Nu, hvor alle store museer er lukkede, så må vi jo besøge dem, der er åbne, som fx et lokalt bymuseum i Tlacotalpan om verdensmanden og casanovaen Salvador Ferrando. Museet sammensurium af gamle ting blev fremvist med voldsom entusiasme og på flydende mexicansk i et rivende tempo af en ældre, energisk herre. Camilla og Peter stod fuldstændig mundlamme både under og efter seancen.

Her ses ca. halvdelen af de 200 m2 store museum, som blev fremvist og forklaret formedelst 2 x 25 pesos. Prisen fremgik tydeligt af det stykke papir, hvor kustoden havde skrevet 2 x 25 pesos. Vi fik fuld valuta for pengene.

Los Tuxtlas er også kendt for at være det område i både Nord- og Sydamerika, hvor den nordligst regnskov ligger (og tro os – det regner rigeligt i området!). Det til trods har vi mindst set 1.000.000 stykker kvæg, der går og græsser alle vegne, så det er ikke noget under, at der bliver lavet masser af læderarbejde, og det bliver lavet både dygtigt og flot. (Der slagtes 515 mio. kvæg om året i Mexico.) Det er også helt almindeligt at se cowboys (vaquero), så der er godt salg i cowboyhatte, lassoer, hestesko og andet godt.

Flere steder har vi set forretninger, der sælger håndlavede sadler i træ og læder. Det er utroligt flot håndværk, og de kalder på, at man ‘kigger med fingrene’.
Hvor der er cowboys, er der naturligvis også cowboystøvler. De fleste er overraskende nok lavet af struds. Det er værd at bemærke, at de dyreste, vi kunne finde, kostede 980 pesos, hvilket svarer til 300 dkr. Og de er naturligvis håndlavede!

Da vi er i regnskov er der selvsagt også masser af vand i store som små floder, og nogle gange skal vandet også lige ud over en lille skrænt på ca. 40 meter. Og så bliver det sgu flot, brusende og larmende – og vi blev våde.

Los Tuxtlas største vandfald, Salto di Eyipantla, på ca. 40 meter.

Vi sidder og skriver bloggen i restauranten på vores hotel, La Finxa, til lyden af bølger fra Laguna di Catemaco efter en times god massage, inden vi i morgen begiver os mod Oaxaca (udtales wa ha ka); en tur på 400 km og 8-10 timers serpentiner-kørsel gennem to bjergkæder mod Stillehavet.

Sådan ser et firstjernet hotel ud i Mexico. Dette billede oversælger 100% hotellet, for pudset i loftet hænger i laser og fineren på dørene kun dækker 20-30%. Til gengæld er det byens bedste hotel, hvor de lokale tager hen, hvis de virkelig skal imponere.