D. 27. december checkede vi ind på Hotel Pura Vida i Puerto Viejo ved den caribiske kyst, hvor vi havde booket 7 overnatninger. Hotellet er vældig hyggeligt og er ejet og drevet af et chilensk/tysk ægtepar. Vi kan anbefale at booke sig ind der – også selvom naboen har stillet en hund til “gøning” om natten.

En meget formildende omstændighed ved Puerto Viejo er, at det er let at finde en restaurant ved stranden, der serverer udmærket sangria. Skål og Godt Nytår!

Det tog ca. 4½ time at køre fra San José, så det var fint at parkere bilen og skifte til lejet scooter som transportmiddel. Det koster US$30 pr. dag at leje en motorcykel i Puerto Viejo og US$ 20 for en elektrisk knallert (vi fik lidt rabat, fordi vi lejede scooteren i mange dage).

Vejenes beskaffenhed i Costa Rica lader en del tilbage at ønske, men en smule flod, der har skyllet vejen væk, kan ikke standse Peter.

De 6 hele dage, vi havde i Puerto Viejo, brugte vi på at køre rundt i området på vores lejede scooter, og om eftermiddagen tog vi en tur på stranden for at nyde det skønne badevand. Et enkelt sted snorklede vi, men sigtbarheden var ikke ret stor, korallerne ikke i særligt god forfatning, og der var ikke ret mange fisk at se, så vi nøjede med at lade os kaste rundt af de store bølger, der tumlede rundt med os, som var vi nips.

Ca. 10 km nord for Puerto Viejo ligger Cahuita Nationalpark. Hvis man vælger at komme ind i parken fra byen Cahuita (nord fra), så koster indgangen en frivillig donation (vi valgte at donere 10.000 colones = 100 DKK), men hvis man vælger at komme ind i parken via den sydlige indgang fra Puerto Viejo, så er der fast billetpris. Man kan gå i parken på egen hånd eller vælge at hyre en guide. Hvad det sidste koster, ved vi ikke, da vi valgte at gå for os selv. Der er alligevel så mange, der har hyret en guide, så når en gruppe står og kigger op/ned/hen, så kan man jo bare stille sig ved siden af og kigge med.

Der er kapucineraber i Cahuita Nationalpark, og det er ikke svært at komme helt tæt på. Her har Peter pletskudt en mor med sin unge på ryggen.

Hvis kapuciner-moren med unge ikke er nok, så klik på nedenstående video. Den viser, hvorfor der er noget, der hedder “abekattestreger”.

En gruppe af vaskebjørne kom pludselig spankulerende imod os på stien. Det er svært ikke at tænke på Bjørnebanden.
Firben er altid fine at få øje på, selvom de har det med at smutte, lige som man får kameraet frem. Her var vi for en gangs skyld hurtige.
Pga. den fine, grønne farve er det jo svært ikke at være begejstret for denne øgle. Hvis farven ikke er nok, så hjælper det måske at vide, at den kaldes en Jesus-øgle, fordi den kan løbe så hurtigt, at den kan “gå” på vandet.
Det lykkedes os også at bevidne et kærligt møde mellem to store øgler i Cahuita Nationalpark. Hannen (ham den charmerende, med den store kindbule) bed sig simpelthen fast i hunnens hale, mens de sad på den samme gren, hvorefter han lod sig tumle et par meter ned fra træet sammen med sin udvalgte. Derefter holdt han godt fast i hende ved bl.a. at bide i hendes kind, og snart er der flere fine øgler i Cahuita.

Sædvanen tro har Peter også været forbi en lokal frisør, så han kunne gå ind i 2022 nyklippet og fin. Det er skønt, at de roterende striber i hvid, rød og blå betyder det samme i hele verden.

En fin herrefrisørsalon langt ude på landet. Bemærk venligst de glimrende kundebetingelser, der gør, at man kan parkere sin motorcykel i skyggen, så sædet ikke er brændvarmt, når man skal af sted igen.
Og her er så en nyklippet Peter med sin frisør. Begge to var godt tilfredse med resultatet.

På vores ture rundt i oplandet til Puerto Viejo, der er en gammel fiskerby, der har udviklet sig til et turistcentrum, opdagede vi hurtigt, at langt det meste jord bliver ejet af store bananplantager. Vi kørte rundt på må og få mellem markerne og så, hvordan de nyhøstede bananklaser blev trukket ind til fabrikken på et wiresystem med mulddyr som trækkræft. Da vi stod på tæer og kiggede ind på produktionen, kom en venlig mand og spurgte, om vi ikke ville med ind og se det hele lidt tættere på. Jo, tak! Klik på videoen herunder og se en mand, der arbejder hurtigere end de fleste.

Vi har gemt det bedste til sidst – dovendyr! De findes i to udgaver; de tretåede og de totåede. (Faktisk har begge arter tre tæer på de bagerste fødder, så forskellen, der giver dem navn, findes kun på “hænderne”.) Udover antallet at tæer på forbenene, så ligner de ikke umiddelbart hinanden. De tretåede er dagaktive, og det er kun den slags, vi har set i det fri. De totåede er større, lysere i “ansigtet” og har næser, der lidt ligner grisetryner. De tretåede spiser KUN blade – og helst fra trompettræer – mens de totåede både spiser blade og umoden frugt.

Vi besøgte et reservat for dovendyr, hvor de tager imod og plejer tilskadekomne dovendyr. En del af dyrene har så store skader (manglende lemmer, blindhed, for stor prægning på mennesker) at de ikke kan sættes ud i det fri igen, så reservatet har ca. 15 permanente beboere. Iblandt disse er denne totåede teenager, der naturligvis sover igennem hele vores besøg, for den er jo nataktiv.

Klikker du herunder, ser du en video af et tretået dovendyr, der har bevæget sig ned på jorden. De kommer kun ned på jorden af én årsag – for at “gå på toilettet” – og det sker ca. en gang om ugen. Selvom denne han ser helt forkert ud, som han krabber sig af sted, så er der ikke noget galt med ham; han er bare på vej fra sit toiletbesøg til et nyt trompettræ, hvor han kan hænge og gnaske lækre blade i sig den næste uges tid. Det er let at se forskel på hanner og hunner blandt de tretåede dovendyr, for hannerne har et stribet “rygmærke”, mens hunnerne bare er ensfarvede. Læg mærke til hans uendeligt venlige og næsten smilende ansigtsudtryk. Man smelter fuldstændig, når den kigger på én.