Fra d. 28. januar til 2. februar boede vi i byen Santa Elena, der ligger i området Monteverde. Monteverde ligger på en bjergside og levede i al ubemærkethed, indtil National Geographic i 1983 lavede en artikel om den tågeskov, der præger området. Så begyndte turister at strømme til for ved selvsyn at se den tempererede regnskov, der er indhyldet i tåge, og nu var det blevet vores tur til at slutte os til turiststrømmen. Pga. de mange turister er Santa Elena ikke nogen charmerende by, men naturen omkring den kan man ikke klage på.

De fem dage, vi boede i byen, havde vi lejet en lille hytte lige bag hovedgaden gennem Airbnb. Den lille terrasse vendte ud mod en stor have, hvor der var et overraskende rigt dyreliv. Måske er det bare sådan i Costa Rica, at uanset hvor du befinder dig, er papegøjer og agutier aldrig ret langt væk.

Her er terrassen foran vores toværelses hytte i Santa Elena, Oma’s Haus. Selvom hovedgaden ligger lige bag ved huset, var vi på intet tidspunkt generet af støj fra trafik. Isoleringen mellem de to separate hytter lod dog en del tilbage at ønske, så vi var glade for, at vores nabo var en sød og stille dame og ikke en familie med to små børn, for så ville vi aldrig have fået to minutters søvn.
Fra vores terrasse havde vi direkte udsigt til et stort, gammelt træ midt i haven. Træet havde nogle grønne frugter på størrelse med et kirsebær, som tiltrak alle mulige forskellige slags dyr. Her er det en lille grøn papegøje, der sidder og smovser et bær i sig, men træet havde tre egern som faste beboere, en aften var der tre vaskebjørne, der kravlede rundt i træet efter frugter, og de frugter, som faldt ned på græsplænen, kom to agutier og spiste.
Vores vært var så venlig at låne os det, der må være Verdens mindste grill. Størrelsen til trods lavede vi super god aftensmad på den tre aftner. De laver ualmindeligt gode grill-pølser i Costa Rica.

Der ligger to nationalparker i området; den ene hedder Santa Elena og den anden Monteverde. Ifølge Lonely Planet kommer der årligt 200.000 besøgende til Monteverde, mens Santa Elena kun har 20.000 besøgende om året. Vi valgte at besøge Santa Elena og overlade Monteverde til alle de andre. Kl. 7:30 begav vi os ind i parken, der har flere forskellige sammenhængende vandreruter alt efter, hvor langt man har tænkt sig at gå. Ruterne er meget velafmærkede, så det er næsten umuligt at fare vild. Vi gik rundt i ca. 5 timer og spiste undervejs selvsmurte sandwiches på en bænk. Det var super hyggeligt, selvom vi ikke fik set ret mange dyr, men skoven er utroligt frodig med alle mulige slags vækster. Især de snylteplanter og epifytter, der gror på træerne er fantastiske, for de gør skoven grøn hele vejen fra skovbunden og op til de øverste grene.

Det lykkedes os enkelte steder at komme til “udkanten” af nationalparken Santa Elena, så der var et lille kig ud af skoven, men ellers går man i sval skygge fra de mange træer, hvilket er meget fint. Som billedet viser var der ualmindeligt godt vejr den dag, vi besøgte parken, så der var ikke antydning af tågeskov. Et par dage senere kom tågen dog tilbage.

Der er et hav af udbydere af forskellige ture og aktiviteter i byen Santa Elena, og det er ret svært at gennemskue, hvad man reelt bliver tilbudt, for alle har fx nattrek på programmet, én ting, er de fleste dog blevet enige om: prisen for et nattrek er $28 pr. person ekskl. afgifter for en gruppetur og $40 pr. person ekskl. afgifter for en privat tur.. Vi bookede en privat tur hos et af firmaerne og fandt ud af, at det ikke betyder alverden, hos hvem man booker, for alle guider går rundt i fuldstændigt det samme område, så om ikke andet får man set en masse andre turister.

Vi så heldigvis andet end andre turister på vores nattrek. Synet af denne kølnæbbede tukan gjorde os helt mundlamme. Prøv lige at se farverne op næbbet. Så bliver det ikke meget vildere.
Vi så to af disse flotte palm-pit vipere.
Og her er en mester i camouflage – en vandrende pind på ca. 5 cm, der fuldstændig ligner det mos, den bor i.

Byen Santa Elena er ikke ret stor, men har pga. de mange turister alligevel lidt at byde på udover let adgang til de to nationalparker. Vi valgte at besøge en orkidéhave og en lille zoo, der havde specialiseret sig i frøer. Herunder er lidt billeder fra de to steder.

Det koster $14 pr. person at komme ind i orkidéhaven, men ifølge deres skilt, så er man sikret et minimum af 160 blomstrende orkideer på en hvilken som helst dag. Den dag, vi kan forbi, var der 180 blomstrende orkideer, og så var der alle de andre, der blomstrer på andre tidspunkter. Glem alt om supermarkedsorkideer; det her er noget helt andet! Man kan vælge at deltage i en guidet tur, og guiderne kan helt sikkert svare på alle de spørgsmål, man kan finde på. Vi valgte at gå rundt for os selv, og selvom vi ikke ved, hvad de forskellige planter hedder, så er blomsterne i sig selv fuldstændig fantastiske.
Ja, billedet er mestendels uskarpt, men det er vores bedste forsøg på at få et billede af Verdens mindste orkidé, Platystele jungermannioides. Den groede på et bonsai-træ, og blomsterne var kun omkring 2 mm “store”. Det skal nævnes, at man får udleveret et forstørrelsesglas, når man køber sin billet, for haven har rigtig mange orkideer i Platystele-slægten, og de fleste har blomster, der er ganske små.
Er den ikke hyggelig med sin brede smilende mund og hovedet, der hviler på de foldede “hænder”?
Noget af det fine ved den lille zoo specialiseret i frøer er, at man køber en billet ($20 pr. person), der gælder en hel dag. De fleste af frøerne er nemlig nataktive, så da vi havde været på besøg om eftermiddagen og kun havde spottet ca. halvdelen af frøerne, valgte vi at komme tilbage kl. 17.30. Vi havde vores egne lommelygter med, men ellers kan man gratis låne en, så man har en chance for at se ind i terrarierne også efter, det er blevet mørkt. Her har vi fanget en rødøjet løvfrø, der lige er vågnet, mens hans kammerat stadig sidder og sover på et blad til venstre i billedet.

Området omkring Monteverde egner sig godt til kaffedyrkning, og da vi ikke rigtig vidste noget om kaffeproduktion, valgte vi at tage på en guidet rundtur på en kaffeplantage. Vi har været på mange guidede rundvisninger på alle mulige forskellige fabrikker og plantager, og som regel er det gratis, for virksomheden ved godt, at det dels er god reklame og dels køber turister altid noget, inden de tager af sted igen. Sådan er det ikke i Costa Rica! Her koster en guidet rundvisning $35pr. person (også selvom vi købte kaffe med hjem), og guiden fortalte os, at halvdelen af plantagens indtægter kommer fra turisme, så de laver nok ikke om på konceptet lige med det første.

Som en del af rundvisningen fik vi lov til at hjælpe med at plukke kaffe. Den kurv, Camilla står med, rummer omkring 13 kg “kaffebær”, og en professionel kaffeplukker kan fylde den på en time, hvilket han/hun får $3 for. En kaffeplukker arbejder 10 timer om dagen og har således tjent $30, når dagen er omme, og der er plukket 130 kg kaffe. 130 kg lyder måske af meget, men når bønnerne er taget ud af skallen, er blevet tørret og ristet og klar til at blive solgt i Danmark til de kaffetørstige sjæle, så er der kun 17 kg tilbage. Er vi så færdige med at brokke os over prisen på kaffe?
Her står Peter ved en maskine, der fjerner skallen fra kaffebønnerne. Inde under skallen er bønnerne pakket ind i et sukkerlag (det smager rigtig godt), og man kan vælge at tørre bønnerne med sukkerlaget på. Så kaldes kaffen “sort honning”. Den kaffe vi køber i Danmark er lavet af vaskede bønner, så det er helt i orden, hvis man har brug for sukker i sin kaffe. Vi lærte også, at ristningen har stor betydning; mørkt ristede bønner er som regel kaffebønner af dårlig kvalitet, hvor man “gemmer” manglerne ved at fremhæve en masse bitterstoffer. Kun rigtig gode bønner kan tåle en let ristning.