Vejnettet i Panama er ikke voldsomt veludbygget, og det kan slet ikke lade sig gøre at køre en rundtur i landet. Fra Panama City, der ca. ligger i midten, kan man enten køre mod vest eller mod øst, og man er tvunget til at køre den samme vej tilbage. Derfor har vi boet i Panama City ad tre omgange i løbet af vores 19 dage i landet. Som det indledende billede viser, så er Panama City en by præget af kontraster; områder med super strømlinede skyskrabere i glas og stål, mistrøstig betonslum få gader væk og den gamle bydel med huse i spansk kolonistil, hvoraf nogle er sat flot i stand, mens andre er forfaldne ruiner. Der er både meget stor rigdom og bundløs fattigdom, og man kan ikke undgå at se begge dele.

Den gamle bydel, Casco Viejo, er vældig hyggelig at gå rundt i med sine gamle, lave huse og plazaer. Nogle af husene er voldsomt forfaldne, men det lader ikke til, at de bliver revet ned af den grund.
Vi havde lejet en lejlighed på 21. etage i denne ejendom, P.H. Bay View Tower, via Airbnb. Beliggenheden var helt perfekt, tæt på den gamle bydel og endnu tættere på byens store fiskemarked (bygningen i forgrunden). I forlængelse af fiskemarkedet lå en helt masse fiskerestauranter, hvor vi spiste næsten alle aftner, vi var i byen. Kvaliteten af maden var helt i top, mens priserne var i bund, så vi kunne mageligt spise os mætte i lækker fisk & skaldyr og drikke et par kolde Balboa-øl for 200 kr.
Bag ved lejlighedskomplekset lå en utal af små frisørsaloner, hvilket var meget praktisk, da der var gået 5-6 uger, siden Peter blev klippet i Puerto Viejo i Costa Rica. Alle frisørerne havde samme pris for en klipning: $5. De små forretninger havde helt åbne facader ud til fortovet, der blev lukket med jalousilåger i jern om aftenen, så kunderne kunne – som Peter på billedet – sidde og følge med i det leben, der foregik lige udenfor.

Naturligvis er Panamas indiskutabelt største attraktion Panamakanalen, og det var virkelig en utrolig stor oplevelse at se den. Der ligger tre store sluser kun få km udenfor Panama City, og i forbindelse med den midterste er der lavet et museum og en stor platform, hvor man – hvis man køber en billet til $10 – kan stå og følge med, når de store skibe bliver enten hævet eller sænket videre i kanalen. Om formiddagen går trafikken fra Det Caribiske Hav til Stillehavet og om eftermiddagen den modsatte vej.

Dette kinesiske skib er på vej mod Det Caribiske Hav. Der er seks specialbyggede lokomotiver – tre på hver side – der ved hjælp af wire sørger for, at skibet holder sig midt i sejlrenden (vi kan jo alle huske, hvad der skete i Suezkanalen, da et skib lagde sig på tværs for ikke så længe siden). Foran det store fragtskib ligger to “små” sejlbåde, der kom med i samme ombæring. Skibene betaler for passagen gennem kanalen på baggrund af vægt. Det mindste beløb, der nogen sinde er betalt, er $0,36, da en amerikaner i 1936 svømmede hele vejen fra kyst til kyst gennem kanalen.

Der er asfaltvej langs kanalen næsten hele vejen, og heldigvis er der mange steder, hvor man kan gøre holdt og se de store skibe sejle forbi. Vi krydsede fingre for et Mærsk-skib, men var desværre ikke så heldige. Som filmen herunder viser, kan et containerskib fra Evergreen også sagtens imponere.

Det kan godt være, at vi ikke fik set et Mærsk-skib i kanalen, men der var massevis af Mærks-containere alle vegne, og i trappeopgangen ved udkigsplatformen ved 2. sluse stod dette store, flotte modelskib. Så bliver man da lidt stolt over at være fra Danmark.

De sidste tre dage, vi tilbragte i Panama City, var der karneval; altså lige bortset fra, at myndighederne havde aflyst alle optog og parader. Eftersom de fem karnevalsdage er de eneste feriedage, mange borgere i Panama har, blev der holdt ganske mange fester rundt omkring i privat regi. De museer, vi havde planlagt at besøge, var også lukkede pga. karnevallet, så vi kørte ca. en halv time nordpå til nationalparken Soberania, som Lonely Planet hævdede var fyldt med vilde dyr, hvis blot man gik lidt rundt på må & få. Vi gik i tre timer uden at se meget andet end småfugle. Mht. dyreliv kan Panama bare slet ikke måle sig med Costa Rica.

Vores besøg i Soberania endte ved denne store grenbunke, der blokerede vandrestien, og så vendte vi snuderne om og gik tilbage til bilen.
Eftersom alle museer i Panama City var lukkede besøgte vi denne kirke, Iglesia San José, hvis store trækplaster er dette gyldne alter. Det er ganske fint og imponerende, men historien om alteret er næsten det bedste. Oprindeligt blev Panama City grundlagt af spanierne lidt længere nede ad kysten (i dag kun ruiner, som vi heller ikke fik set pga. karnevallet). I 1671 gik den engelske pirat, Kaptajn Morgan, i land i Panama sammen med 1500 mænd og hærgede og plyndrede alt, hvad de kom i nærheden af. Præsten i katedralen, hvor det gyldne alter stod, var ifølge legenden hurtig i pæren og malede alteret over med sort maling. Da Kaptajn Morgan dukkede op for at stjæle det berømte, gyldne alter, kunne præsten fortælle, at andre pirater allerede var stukket af med det, så menigheden måtte nøjes med det tarvelige sorte alter, indtil de fik råd til et nyt af guld. Alteret er det eneste relikvie, som Kaptajn Morgan ikke fik med sig tilbage til England.

Det, der imponerede os mest i Iglesia San José, var et gigantisk krybbespil i et sidelokale til selve kirken. Det var utroligt fint lavet med massevis af detaljerede figurer, huse og endog en rislende flod og viste alle de vigtigste episoder lige fra Maria Bebudelse til Jesus som 12årig bliver væk i templet. (Der manglede nærmest kun et lille Märklin-tog i baggrunden.)