D. 30. januar kørte vi langs vestkysten af Negros mod syd til byen Sipalay, hvor vi havde booket fem overnatninger på Easy Diving Beach Resort, og det var lige, hvad vi trængte til.

Easy Diving Beach Resort fotograferet fra havsiden på vej ind fra en af vores snorkelture på det koralrev, der ligger lige foran hotellet. Hotellet er ejet af en schweizer, så menukortet inkluderer bl.a. skinkeschnizel og en filippinsk udgave af wurstsalat (den rigtige pølse og ost er umulig af fremskaffe).
Vi var heldige at bo i en hytte med egen ‘tuko’, som filippinerne kalder denne slags gekko (som kan blive 30 cm lang) pga. dens kald. Det er en helt særlig gevinst at bo sammen med tuko; dels fordi den spiser en masse insekter, og dels pga. dens kald. På hotellets grund voksede en masse store mangotræer, der tiltrak flyvende hunde om aftenen og natten, så deres skrig havde vi også fornøjelse af.

Man læser, ser og hører meget om, at verdens koralrev lider voldsomt under den globale opvarmning, og det er helt sikkert både sandt og meget trist, at korallerne er så pressede, men heldivis er der nogle steder, hvor korallerne stadig er sunde. Sådan er det ved Sipalay. Det er meget land tid siden, vi sidst har set så store forekomster af intakte og sunde koraller. Vi har taget mange gode billeder og film, så det er svært at begrænse sig, men her kommer nogle af de bedste.

En fin dragefisk (Lion Fish) fra et af Peters dyk.
Det er altid hyggeligt at finde Nemo, og ved Sipalay er det ikke svært. Der er massevis af de bløde koraller, som anemonefiskene lever i, og vi så mindst seks forskellige slags anemonefisk.

Særligt Camilla har svært ved ikke at fotografere og filme samtlige Nemo-fisk, vi kommer forbi, så I får også lige en video herunder.

På vores første snorkeltur på hotellets ‘home reef’ så vi en Gullæbet Havkrait (søslange), der havde fanget sig en fisk. Vi har set den slags slange mange gange, men aldrig med et bytte i munden. Som det kan ses på nedenstående film, så har slangen måske taget munden for fuld.


En lille stime nålefisk, der udmærker sig ved at svømme lodret. Læg mærke til, hvor klart vandet er, og hvor flotte korallerne er. Det var ubeskriveligt smukt.

På sit ene dyk var Peter heldig at se en grøn havskildpadde. Som filmen herunder viser, så var skildpadden mindre imponeret over at se Peter. (Det kan også være, at det var lyden af Darth Vader, der fik skildpadden til at fortrække.)

Og så naturligvis den obligatoriske snorkel-selfie. Den opmærksomme seer vil have opdaget, at Peter har fået læsefelt i sin dykkermaske, så han kan se tallene på sit dykkerur.
Lidt uden for Sipalay ligger en gammel, forladt kobbermine. Firmaet gik konkurs for ca. 25 år siden, men der var stadig nogle mænd, der gik rundt med skovle og gravede ved de gamle skakter.

Byen Sipalay er ikke ret stor (ca. 20.000 indbyggere), og har som sådan ikke alverden at byde på, men ved stranden ligger otte restauranter på rad og række med fin udsigt over havet og solnedgangen (sidstnævnte kun om aftenen).

Her har solnedgangen fanget Peter på vores stamrestaurant, der kunne alt muligt med fisk og skaldyr. Vi fik en aftale med de ansatte om, at vi kunne købe fisk eller blæksprutter på byens fiskemarked og tage dem med til restauranten, hvor kokken tilberedte det.
Her er den lokale fiskehandler klar til at filetere en mahi-mahi eller dorado (guldmakrel) til os, som vi bagefter fik grillet på Kyla’s Fiskerestaurant for 90 php (13 dkr).