Vi havde kun ét mål med at bo i den lille by Santander på Cebus sydkyst; vi skulle se hvalhajer! Nu har vi forgæves forsøgt at få de kæmpestore fisk at se de sidste 7 år, men hver gang, vi har været et sted, hvor hvalhajerne holder til, har vi fået det samme at vide: det er det forkerte tidspunkt af året!

Vi boede på Eden Resort i Santander fra d. 16.-20. februar med fantastisk udsigt over havet og Negros’ bjerge i baggrunden. Lige ud for hotellet var det mest fantastiske koralrev, der strakte sig langt til begge sider, men det var først den sidste dag, vi fik snorklet pga. kraftig vind og voldsomme bølger.

Ca. 20 minutters kørsel fra Santander ligger et lille fiskerleje, der hedder Tan-awan, og der er ikke noget, der hedder forkert tidspunkt af året, når man vil se hvalhajer; de er der hele året. Normalt migrerer hvalhajer, men en fisker begyndte for år tilbage af fodre hvalhajerne et bestemt sted, for at holde dem væk fra det område, hvor han selv fiskede (for at holde dem væk fra garnene), og det fik nogle unge hanner til at blive i området. Nu er der vist ikke mange aktive fiskere i den lille by længere, men til gengæld har hele byen glæde af, at turister fra alle steder kommer forbi for at snorkle med den største fisk i verden. Det siger nok sig selv, at det ikke er særligt charmerende, når ca. 1.400 turister hver morgen samles ved en strand, bliver organiseret i både og roet ca. 30 meter ud for kysten for at ligge og plaske rundt mellem hundredevis af andre mennesker, 50 bankaer og 10-20 hvalhajer, men når man ser den første hvalhaj, er det det hele værd, hvilket nedenstående video kan bekræfte.

Bådturene ud til stedet, hvor hvalhajerne holder til, foregår fra kl. 6-12; efter middag får de fred fra de mange både og mennesker for at beskytte dem. Af en eller anden grund får alle at vide, at man skal være på havnen kl. 6 – og helst endnu tidligere – så da vi ankom kl. 5:30 var der allerede sort af mennesker. Et par dage i forvejen havde vi spurgt en mand, der arbejder på bådene, hvor mange mennesker, der havde vores forbi den dag, og da han sagde 1.400, tænkte vi, at han måtte være fuld af løgn eller virkelig dårlig til tal. Nu ved vi, at han sikkert havde ret. Køen til at løse billet (500 PHP = ca. 65 dkr) udviklede sig til en spiral, og først da klokken blev 6, begyndtede at sælge billetter og organisere bådene. På trods af det enrme virvar, var der fantastisk godt styr på alting. Der er otte turister i hver båd, og alle får 30 minutter i vandet, før man bliver kaldt op i båden igen og sejlet ind til stranden. Vi var inde på land igen kl. 7:30, og på det tidspunkt var køen kun to meter lang, så vores råd til alle, der gerne vil snorkle med hvalhajer på Cebu, er, at vente med at komme til kl. 8:00.

En af dagene sagde vejrudsigten heldagsregn, så vi valgte at tage en tur ud til en lille ø øst for Cebus sydspids og snorkle. Øen hedder Sumilon, og turen derud kostede 1.300 php pr. person (små 200 dkr) og indbefattede frokostbuffet og badefaciliteter på det resort, der ligger på øen – billigt!

Når det regner, er det oplagt at snorkle, for man kan jo kun blive gennemblødt én gang. Der var fine koraller at snorkle på to steder rundt om den lille ø, men ud for denne sandbanke måtte vi kun snorkle sammen med en guide, der kostede 350 php (50 dkr). Han lod os til gengæld snorkle lidt udenfor det afmærkede område, hvor vi var heldige at se en hvidtippet haj.
Vi er ret pjattede med kuffertfisk, der kan se ud på mange forskellige måder. Ud for Sumilon knipsede Peter denne lille gule fætter, inden den skyndte sig at stikke af.

Herunder en lille video, der viser de mange fisk og koraller, mens Peter fridykker i mere end 30 sekunder.

En af dagene kørte vi op i bjergene på den motorcykel, vi havde lejet gennem hotellet. Det meste af jorden er enten lava eller koralkalk, og der blev bl.a. dyrket dragefrugter. Lige så beskidt og larmende Filippinerne er i de store byer, lige så charmeende er landet, når det først lykkes at komme langt nok væk, og det gjorde vi den dag.

Vi kom bl.a. forbi en lille skole, der egentlig var i gang med flaghejsningsceremonien, men vi var vist lidt mere spændende, så det var ikke svært at få et godt billede sammen med en masse glade børn.
Den mindste administrative enhed i Filippinerne er en barangay, og det lader til, at de løfter en masse opgaver som fx organisering af børnevaccinationer, udsmykning i forbindelse med højtider, drift af skoler osv. På vores tur i bjergene kom vi forbi dette skilt, hvor barangay Tumalog har holdt folketælling på et eller andet tidspunkt.
Og her er måske svaret på, hvorfor vi bliver mødt af glade smil alle vegne, når vi triller rundt uden mål og med. Hvis Peter ligner Sørøver Sally, må Camilla enten være Frede eller den usynlige giraf.