Vores sidste stop på Cebu – og vores sidste stop inden denne vinterrejses hjemtur over Manila og Bangkok – var Moalboal på Cebus vestkyst. Byen ligger ved en halvø, der er blevet et trækplaster blandt dykkere og snoklere pga. sardinstimer, der holder til omtrent 75 meter fra kysten, hvor havbunden går lodret ned som en væg. Det er uden sammenligning det sted på turen, hvor der har været flest turister, og så fik vi endda at vide, at mængden af turister overhovedet ikke er på samme niveau som før corona. Vi er glade for, at vi kom i år, for der var rigeligt turister for vores smag. 

Koreanere lader især til at være faldet for Filippinere som rejsemål, og selvom mange af dem ikke kan svømme, skal det ikke afholde dem fra at opleve sardinstimer. På visse steder var havoverfladen derfor tæt besat af små sammenflikkede bambusflåder, hvor koreanere iført redningsveste og snorkelmasker lod sig trække rundt af tålmodige filippinere, mens de viftede vildt med arme og ben i begejstring. Det var fornuftigt ikke at komme alt for tæt på.

Ud over andre turister fik vi selvfølgelig set de berømte sardiner. Og det er en særlig oplevelse at dykke ned i stimen (for Camillas vedkommende at se Peter dykke ned i stimen) og se formationen åbne sig og ændre form som en flok stære på himlen ved “sort sol”. Videoen herunder kan måske give en lille idé.

Vi snorklede hver dag, og ud over sardiner var der masser af flotte koraller, skildpadder og fisk. Og så var der søheste over alt.

Moalboal og omegn har ikke alverden at byde på ud over det imponerende liv under havoverfladen, men vi nød at kunne snorkle alt det, vi orkede, vel vidende at vores snokeludstyr om lidt skal ligge i “sommerhi” indtil næste år.

De sidste par dage har vi tilbragt i Manila, hvor vi på motorcykel har zigzagget byen tynd og brugt vores sidste pesos på gaver og tøj. Nu sidder vi i flyet til Bangkok, der måske trodser filippinsk sædvane og letter til tiden. Det bliver godt at slutte turen af med fire dages lækker mad, thailandsk venlighed og god massage.