Vores sidste to dage i Rom brugte vi på at trave rundt på kryds og tværs i centrum, hvor der er masser at se på hele tiden. Fx Trevifontænen, der er kæmpe stor og mere imponerende end egentlig køn.

Centerfiguren i Trevifontænen er Neptun, der på hver side er flankeret af en triton i selskab med en havhest.
Det er kotume at kaste en mønt i fontænen, og den enorme turistmængde gør, at det bliver til en anseelig bunke. Da vi kom forbi, var fem mand i gang med at feje mønter sammen og hælde dem i store poser. Peter forsøgte at finde ud af, hvad pengene bliver brugt til, men desværre kunne ingen af mændene engelsk.

I løbet af ugen har vi flere gange været forbi Pantheon, der i Peters øjne er Roms mest fantastiske bygning. Hver gang har der dog været en overvældende kø, så vi er gået videre, men søndag kl. 18:00 var køen til at overse, og så var der oven i købet gratis adgang.

Som indskriften siger, er Pantheon oprindeligt bygget af Marcus Agrippa for mere end 2000 år siden som tempel for alle guder. Efterfølgende er der blevet bygget til og renoveret i flere omgange.
Det mest bemærkelsesværdige ved Pantheon er den gigantiske betonkuppel, der indtil 1960 var den største i Verden. Midt i kuplen er en åbning på 8,3 meter i diameter – det eneste lysindfald i bygningen.
Udsmykningen hele vejen rundt i Pantheon er fuld af smukke detaljer og en vrimmel af forskellige materialer. Et eller andet sted skulle der også være en lille marmorfigur lavet af Thorvaldsen, men den fandt vi altså ikke i denne omgang.

Nu vi er ved Thorvaldsen, så er han faktisk foreviget i Rom med sit eget torv.

Torvet er mildt sagt ikke det mest besøgte i Rom, men det prydes da af denne bronzestatue skænket af byen København.

Søndag formiddag er der et stort loppemarked i bydelen Trastevere, og det er virkelig STORT! Meget af markedet er boder med nyt tøj, sko, legetøj osv., men der er også rigtige ‘lopper’, som klart er de sjoveste at gå og kigge på.

Her er Peter ved at kigge på nogle gamle gasmasker og andre uundværligheder.

Ingen tur til Rom uden en masse god mad, så på falderebet kommer her to anbefalinger. Første og sidste aften spiste vi på Antica osteria da Giovanni i Trastevere, en lille lokal og meget hyggelig familierestaurant, med håndskrevet menukort, der skifter fra dag til dag.

Restauranten ser ikke ud af meget ude fra, men maden er der ikke noget i vejen med.
Og så er der noget særligt ved en flaske rødvin, der bliver hentet ned fra øverste hylde med en specialfremstillet flaskestang.

Anden anbefaling ligger ganske tæt på Pantheon, og hedder derfor Fortunato al Pantheon, og man bør reservere bord i forvejen. Vi valgte at sidde inden for, hvor stolene var rigtig gode.

Maden er bemærkelsesværdig god og betjeningen ligeså. Prøv en af deres retter med sort trøffel.