Torsdag, fredag og lørdag lejede vi en scooter, hvilket udvidede vores aktionsradius betragteligt.

Vores første udflugtsmål på den lejede scooter blev Via Appia.

Der er jo den helt særlige ting med Rom, at man hele tiden bliver konfronteret med ca. 2500 års historie; og det er ikke bare historie buret inde i museer, men historie man hele tiden ser, går på og er omgivet af. Og verdenshistoriens vel mest kendte vej, der snorlige starter ved en af Roms byporte og først stopper ved byen Brindisi i Italiens ‘støvlehæl’, er naturligvis stadig en offentlig vej med privatboliger, selvom vejens beskaffenhed ikke egner sig særlig godt til moderne transport, som nedenstående video viser:
Nu hvor vi havde taget et hovedspring ud i Romerrigets store fodspor, var vi naturligvis også forbi Forum Romanum. Da vi for 10 år siden var i Rom, var der mange turister, men denne gang er det vanskeligt at få øje på andet, og hvert andet menneske taler med sikkerhed ikke italiensk, så der er kø til alle seværdigheder. På trods af de mange turister, kan man sagtens nyde Forum Romanum, for området er stort nok til, at de mange, mange mennesker trods alt ikke fylder nær så meget som de mange imponerende ruiner af templer, kirker, huse osv.



Til sidst er her en video, der viser et vue fra Palatinerhøjen (én af de syv høje, som Romulus og Remus byggede Rom på) ud over Forum Romanum:

Os, der har set ‘Prinsessen holder fridag’ med en skøn Audrey Hepburn, husker naturligvis ‘Sandhedens Mund’. Det ikoniske relief ligger ved en kirke, hvor der ikke er kø, men til relieffet er der en velvoksen kø af især asiater, der bruger skrækkelig lang tid på at tage selfier. Det havde vi ikke tålmodighed til, så vi nøjedes med et billede på skrå, mens det ene hold asiater afløste det andet.

Ind imellem de mange impulser fra historiens vingeslag fandt vi også tid til, at Peters ‘andekrøller’ ved ørerne blev studset. Frisørbesøg er altid en god oplevelse.

En spytklat og tre englehop fra Vatikanstaten ligger Mercato Trionfale, der får Torvehallerne på Israels Plads til at ligne noget sjusk, og siden vores lejede lejlighed er udstyret med fire kogeblus og udmærkede gryder fra Ikea, har vi to gange valgt at købe ca. 1,3 kg skaldyr og frisk pasta og lave aftensmad. Det lykkedes vi rigtig godt med.


Omtrent 50 km øst for Rom ligger Tivoli. Da Carstensen lavede sin forlystelseshave i København og valgte at kalde den Tivoli, må han have hørt om bl.a. Villa d’Este i Tivoli fra de mange danskere som fx Thorvaldsen og H.C. Andersen. Romerske kejsere og rigmænd har i århundreder brugt Tivoli som sommerresidens, og kejser Hadrian fik år 118-138 bygget en sommerbolig mm. på 120 ha i bekvem afstand af den varme hovedstad. Den virkelige juvel er dog Villa d’Este, der blev bygget af en kardinal (én af Lucrezia Borgias sønner) fra år 1550-1575. Villaen i sig selv er meget imponerende, men haveanlægget er det virkelige vidunder.




Hej Camilla og Peter
Sikkert en god ide med at leje et køretøj, så I kunne komme lidt hurtige rundt til de mange seværdigheder.
Jeg havde forestillet mig “Sandhedens Mund”, noget anderledes, efter hvordan den var i filmen om Prinsessen holder Fridag, måske er den blevet flyttet, eller jeg skal se filmen igen.
Mon I nåede at se alt det, som I havde planlagt?
Eller det kræver et nyt besøg og mere ferie i Den evige Stad?
Knus Mor
LikeLike
Rom er virkelig skøn, men antallet af turister var helt afsindigt. Vi talte med en dame på din alder den første aften, der sagde, at hun næsten ikke kunne kende sin by længere. Efter coronarestriktionerne blev fjernet, er turisterne væltet ind. Da vi var der for 10 år siden, havde vi næsten alle seværdigheder stort set for os selv.
LikeLike