Efter vores seks dage i Javas kulturelle hovedstad havde vi otte overnatninger i Surabaya på Østjava, der måske nok er mangeting, men ret mange kulturelle seværdigheder kan den ikke prale af. Byen har omkring tre mio. indbyggere og er klassisk grim på den østasiatiske facon med masser af beton og ingen æstetik. De få gamle bygninger fra landets kolonitid var i en rædsom forfatning, og kun et par enkelte stykker – fx den gamle guvernørbolig – bliver stadig vedligeholdt og bruges stadig som politisk centrum for byen.

Grunden til, at vi overhovedet gjorde ophold på Østjava, var, at regionen kan prale af en del vulkaner, der alle skulle være ret spektakulære at se. Der er mange vulkaner på Java, og øen kan både takke dem for den meget minealholdige og frugtbare landbrugsjord og forbande dem for ødelæggelser og askestøv, når de går i udbrud.
Vores første forsøg på at få set en vulkan tæt på indbar en køretur i vores lejede Mitsubishi i tre timer mod sydvest. Gunung Kelud, som vulkanen hedder, er kendt for sin meget frodige bevoksning og den svovlholdige sø, der er i krateret, og som skifter farve alt efter lyset.

Ca. 1,5 km fra toppen er der en parkeringsplads, hvorfra man enten kan vælge at gå resten af vejen eller lade sig transportere bag på en motorcykel. Sidstnævnte koster 20.000 IDR (10 kr). Vi valgte at begynde opstigningen på gåben efter den lange køretur, men efter blot 200 meter var hele bjerget indhyldet i skyer, og så begyndte det at regne, som nedenstående video kan bevidne.
Nu skal man jo ikke lade sig slå ud af småting som regnvejr og seks timers forgæves kørsel i indonesisk trafik, så dagen efter forsøgte vi os med en tur på 2½ time mod sydøst til Gunung Bromo, der ligger i et månelandskabslignende område af sort vulkansk sand og magmaklipper. I nationalparken er der tre vulkaner, hvoraf Bromo er den mest aktive og derfor den mest berømte. Vulkankrateret er 800 meter i diameter, og der stiger en liflig søjle af svovldampe til vejrs hele tiden, som – når vinden er i den “rigtige” retning – udløser kollektive hosteanfald hos dem, der står på kanten.


Vi havde lejet bil hos AVIS i Surabaya i tre dage, så efter to dage med udflugter til vulkaner, valgte vi den sidste dag at se nogle vandfald. Det er ikke noget, Lonely Planet skriver noget om, så vi prøvede os lidt frem med hjælp fra Google Maps.




Igennem årene har vi jo haft vores kampe med forskellige biludlejningsfirmaer, men hos AVIS i Surabaya fik vi heldigvis en rigtig god oplevelse. Vi fik en bule i venstre forskærm og havde foorventet, at vi skulle igennem en kamp, når vi afleverede bilen, så vi skrev til AVIS på forhånd og fik svar tilbage om, at vi jo havde fuld forsikring med i lejeprisen, så der ville ikke ske yderligere. Og sådan var det faktisk, da vi afleverede bilen – et skuldertræk fra AVIS-manden og en kommentar om, at sådan noget kan jo ske.

Surabaya har et ganske stort Chinatown, og den kinesiske befolkningsgruppe er stor. Naturligt nok ligger der derfor også buddhistiske templer, hvor man kan lade sig indhylde i rødt, guld og røgelsesdampe. I byens ældste tempel er der oven i købet et dukketeater, hvor tre ældre kinesiske mænd smed cigaretterne og opførte et teaterstykke. Som videoen herunder viser er der betydeligt mere action over kinesisk dukketeater i forhold til det, vi så i sultanpaladset i Yogyakarta.



Selvom der er mange kinesere i Surabaya, så er området klart muslimsk, og byen kan prale af Indonesiens næststørste moske, Masjid Nasional Al Akbar. Den er fra år 2000 og er meget imponerende.

Lige så svært det er at opstøve en øl i Surabaya, lige så let er det at finde noget at spise. Det VRIMLER med gadekøkkener både til frokost og aftensmad, og generelt får man meget og god mad for ikke ret mange penge. I så stor en by findes der naturligvis også smarte restauranter, men vi synes, det er en god oplevelse at spise der, hvor den almindelige indoneser også spiser.


Vores sidste dag i Surabaya var en søndag, hvor vi bare tullede rundt på vores lejede scooter og kiggede på byen. Som altid i Indonesien kommer man pludselig forbi et eller andet festligt, og denne dag kom vi forbi en skole, der havde “åben dag”. Nogle drenge opførte en dans iført flotte dragter og masker, og da vi fik tilbuddet om at blive fotograferet sammen med dem, var det bare om at slå til.


Hej Camilla og Peter
Nu virker systemet, så alle billeder er fundet. Aberne så meget søde ud, men jeg ville nok være lidt bange for, at de ville springe på jer, når I ikke gav dem noget. Det var en mærkelig rød slange, som snoede sig rundt i luften. Festligt dukke teater, endda med musik ledsagelse.
Det aftensmad i papboksene, lignede mest lækre kager. Moskeen var beklædt med flotte kakler i klare farver.
I Skulle da også være udklædt, da der blev taget billede af jer sammen med gruppen af elever.
Sæby hilsen Mor
LikeLike