Efter vores seks dage i Javas kulturelle hovedstad havde vi otte overnatninger i Surabaya på Østjava, der måske nok er mangeting, men ret mange kulturelle seværdigheder kan den ikke prale af. Byen har omkring tre mio. indbyggere og er klassisk grim på den østasiatiske facon med masser af beton og ingen æstetik. De få gamle bygninger fra landets kolonitid var i en rædsom forfatning, og kun et par enkelte stykker – fx den gamle guvernørbolig – bliver stadig vedligeholdt og bruges stadig som politisk centrum for byen.

Der er desværre ikke adgang til den gamle guvernørbolig, så det her var så tæt på, som vagterne tillod os at komme.

Grunden til, at vi overhovedet gjorde ophold på Østjava, var, at regionen kan prale af en del vulkaner, der alle skulle være ret spektakulære at se. Der er mange vulkaner på Java, og øen kan både takke dem for den meget minealholdige og frugtbare landbrugsjord og forbande dem for ødelæggelser og askestøv, når de går i udbrud.

Vores første forsøg på at få set en vulkan tæt på indbar en køretur i vores lejede Mitsubishi i tre timer mod sydvest. Gunung Kelud, som vulkanen hedder, er kendt for sin meget frodige bevoksning og den svovlholdige sø, der er i krateret, og som skifter farve alt efter lyset.

Hele vejen op mod toppen af Kelud er bjergsiderne dækket af grøn bevoksning. Toppen ligger 1731 meter over havets overflade, og man kan køre i bil næsten hele vejen.

Ca. 1,5 km fra toppen er der en parkeringsplads, hvorfra man enten kan vælge at gå resten af vejen eller lade sig transportere bag på en motorcykel. Sidstnævnte koster 20.000 IDR (10 kr). Vi valgte at begynde opstigningen på gåben efter den lange køretur, men efter blot 200 meter var hele bjerget indhyldet i skyer, og så begyndte det at regne, som nedenstående video kan bevidne.

Da vi havde ventet i fem minutter på, at regnen skulle stilne af, og det hele stadig stod i ét, valgte vi at droppe vulkanen og finde noget frokost i stedet. Vi må have Kelud til gode til en anden gang på en anden tur.

Nu skal man jo ikke lade sig slå ud af småting som regnvejr og seks timers forgæves kørsel i indonesisk trafik, så dagen efter forsøgte vi os med en tur på 2½ time mod sydøst til Gunung Bromo, der ligger i et månelandskabslignende område af sort vulkansk sand og magmaklipper. I nationalparken er der tre vulkaner, hvoraf Bromo er den mest aktive og derfor den mest berømte. Vulkankrateret er 800 meter i diameter, og der stiger en liflig søjle af svovldampe til vejrs hele tiden, som – når vinden er i den “rigtige” retning – udløser kollektive hosteanfald hos dem, der står på kanten.

Vulkanen har fået sit navn efter den hinduistiske gud Brahma, og der er et alter på toppen, hvor man kan ofre blomster og bede. Tre-fire gange om året, ved store hinduistiske helligdage, invaderes bjerget af hinduistiske besøgende, der kommer for at smide offergaver ned i vulkanen for at sikre sig god høst og rigdom.
Som billedet viser, er Bromos krater meget bredt, og vulkanen var sidst i udbrud i 2016. Arealet i forgrunden bliver kaldt “Sea of Sand”, og man kan enten vælge at gå hen til bjerget eller lade sige fragte på hestryg eller motorcykel. Vi valgte apostlenes heste, så vi kender ikke prisen på de alternative muligheder, men vi brugte omkring halvanden time på turen frem og tilbage til toppen af krateret. Man må i øvrigt ikke selv køre ud til “Sandhavet” og parkere. Alle SKAL booke en tur med en firhjulstrækker, som der findes et utal af i området, og det er dyrt! Fordi vi kom op ad formiddagen, hvor de fleste turister var forsvundet (det er åbenbart mest rigtigt at opleve Bromo ved solopgang), fik Peter forhandlet prisen ned på 200.000 IDR (100 kr) for en køretur på 2 x 5 minutter. Der er ikke nogen, der skal komme og sige, at indoneserne ikke forstår sig på forretning.

Vi havde lejet bil hos AVIS i Surabaya i tre dage, så efter to dage med udflugter til vulkaner, valgte vi den sidste dag at se nogle vandfald. Det er ikke noget, Lonely Planet skriver noget om, så vi prøvede os lidt frem med hjælp fra Google Maps.

Her får Camilla svalet fødderne ved Air Terjun Putuk Trono Prigen. Fra parkeringspladsen er der kun omkring 250 meter at gå til selve vandfaldet, så her kan alle være med.
Der er jo forfærdeligt mange smukke og anderledes blomster i Indonesien, så Camilla er begyndt at presse dem, så de kan komme i ramme, når vi kommer hjem. Derfor er der efterhånden en del indonesere, der er blevet mødt at dette syn, hvor Camilla med koncentration i blikket står og fægter med strimler af toiletpapir og efterfølgende træder på de indpakkede blomster og til sidst gemmer de flade pakker nænsomt væk i sin brune mappe.
Her er vi ved dagens andet vandfald, Air Terjun Duyung Trawas, hvor den største oplevelse var alle de glade skolebørn, vi mødte på vej op og ned.
På vejen mellem de to vandfald stødte vi på en lille flok Longtail Macaque (langhalede javaaber), der helt tydeligt var vant til, at forbipasserende smed noget spiseligt ud til dem. Vi nøjedes dog med at nyde synet af dem og tage nogle billeder.

Igennem årene har vi jo haft vores kampe med forskellige biludlejningsfirmaer, men hos AVIS i Surabaya fik vi heldigvis en rigtig god oplevelse. Vi fik en bule i venstre forskærm og havde foorventet, at vi skulle igennem en kamp, når vi afleverede bilen, så vi skrev til AVIS på forhånd og fik svar tilbage om, at vi jo havde fuld forsikring med i lejeprisen, så der ville ikke ske yderligere. Og sådan var det faktisk, da vi afleverede bilen – et skuldertræk fra AVIS-manden og en kommentar om, at sådan noget kan jo ske.

Normalt er buler ikke noget at glæde sig over, men lige nøjagtigt denne repræsenterer faktisk en god historie.

Surabaya har et ganske stort Chinatown, og den kinesiske befolkningsgruppe er stor. Naturligt nok ligger der derfor også buddhistiske templer, hvor man kan lade sig indhylde i rødt, guld og røgelsesdampe. I byens ældste tempel er der oven i købet et dukketeater, hvor tre ældre kinesiske mænd smed cigaretterne og opførte et teaterstykke. Som videoen herunder viser er der betydeligt mere action over kinesisk dukketeater i forhold til det, vi så i sultanpaladset i Yogyakarta.

Her er vi til aften-gadekøkken-fest i Chinatown, hvor en hel gade var spærret af. Det lykkedes os ikke at finde ud af, hvad der blev fejret.
Og sådan så aftensmaden ud i Chinatown, alt godt fra frituregryden.
Desserten bestod af kinesisk shawarma, og hvis Peter ser lidt loren ud, så skyldes det nok, at vi lige skulle vænne os til, at der også var frugt i shawarmarullen.

Selvom der er mange kinesere i Surabaya, så er området klart muslimsk, og byen kan prale af Indonesiens næststørste moske, Masjid Nasional Al Akbar. Den er fra år 2000 og er meget imponerende.

Vi kørte ud for at se moskeen, men måtte opgive at komme ind, da Peter havde shorts på, men selv ude fra er den imponerende.

Lige så svært det er at opstøve en øl i Surabaya, lige så let er det at finde noget at spise. Det VRIMLER med gadekøkkener både til frokost og aftensmad, og generelt får man meget og god mad for ikke ret mange penge. I så stor en by findes der naturligvis også smarte restauranter, men vi synes, det er en god oplevelse at spise der, hvor den almindelige indoneser også spiser.

Her spiste vi frokost de fleste dage. To store skåle Bakso Ayam (kyllingesuppe med kødboller og andet godt) kostede 30.000 IDR (15 kr). Det er ikke til at forstå, at manden kunne leve af det, men som billedet viser, er han oven i købet glad.
Gadekøkkenerne, der laver aftensmad, bliver typisk pakket ud hver eftermiddag og pakket ned igen omkring kl. 23, når der ikke er flere kunder, fordi de ligger, hvor der i dagstimerne er værksteder eller forretninger. Dette gadekøkken havde to wok i gang hele tiden og kunne producere ualmindeligt mange velsmagende portioner på ingen tid, men de ansatte havde også fuldstændigt styr på, hvem der gjorde hvad.

Vores sidste dag i Surabaya var en søndag, hvor vi bare tullede rundt på vores lejede scooter og kiggede på byen. Som altid i Indonesien kommer man pludselig forbi et eller andet festligt, og denne dag kom vi forbi en skole, der havde “åben dag”. Nogle drenge opførte en dans iført flotte dragter og masker, og da vi fik tilbuddet om at blive fotograferet sammen med dem, var det bare om at slå til.

Imens skolens venlige engelsklærer tog billeder af os, var der et lotteri i gang, hvor en masse elever vandt præmier. Som altid til en god fest i Indonesien var der en farlig larm og spektakkel, så vi fik desværre ikke rigtig talt med engelsklæreren.