D. 28. maj forlod vi Tbilisi og kørte mod vest, hvor vi havde booket hotel i byen Kutaisi. Hvis man vælger den hurtigste vej tager turen ca. 3,5 time, men vi indlagde nogle svinkeærinder og fravalgte motorvej på GPS’en for at opleve noget mere af landet. Første stop var Tbilisis fødevaremarked. Vi havde håbet at kunne købe billige pinjekerner med hjem, men vi fandt ikke en eneste. Til gengæld var der valnødder over alt og i stort set alle retter, så Peter følte sig rigtigt hjemme.

Hvis man har et bagagerum og nogle kartofler, så har man en forretning! Det tager heller ikke lang tid at pakke sammen til fyraften.

Kun ca. 20 km nordvest for Tbilisi, hvor to floder mødes, ligger byen Mtskheta, der var hovedstad i landet for 1500 år siden. Byen har stadig en stor religiøs betydning pga. byens katedral, der er på UNESCOs verdensarvliste. Den besøgte vi ikke! I stedet kørte vi op til en lille kirke indviet til Sankt Nino, der ligger på den anden side af floderne, hvor man har en flot udsigt over Mtskheta.

I “Turen går til Georgien” står der, at det er den blå og den grå flod, der mødes, men på en gråvejrsdag var det ikke til at se nogen farveforskel.

Alle lande har sikkert fostret en berømthed eller to, og sådan er det selvfølgelig også med Georgien. Josef Stalin er født i byen Gori i 1878, og straks efter hans død i 1953 begyndte man at opføre et museum i byen, som en hyldest til den kendte landsfader. Byen ligge på vejen mellem Tbilisi og Kutaisi, så vi gjorde et holdt.

Museet åbnede i 1957 og står stadig med den originale udstilling. Det er en ganske bizar oplevelse at gå rundt i de mange rum med fotografier og personlige genstande som piber og fyldepenne fra Stalins liv, mens en gruppe russere får en guidet rundvisning på russisk 2 meter væk, når man ved, hvor mange menneskeliv Stalin havde på samvittigheden.

Et eksempel på en fin hyldestvæg med billeder af Lenin og Stalin, hvor man kan blive belært om deres storhed og visdom.
Stalinmuseets imponerende hall med en fin statue af den store leder. Det er tydeligt at se, at der ikke er blevet sparet på noget, da museet blev bygget. Som en lille tilståelse til den historiske virkelighed er der efter Sovjetunionens fald blevet indrettet et lille, mørkt rum under trappen, der på nogle få plancher fortæller, at Lenin og Stalin var ret glade for at sende kritikere til Gulaglejrene, og at Stalin alene var skyld i omkring 1,2 mio. uskyldige menneskers død.
Stalinmuseet er bygget lige bag Stalins barndomshjem, der – som billedet viser – var et ganske beskedent hus med to værelser. Dets lidenhed er der blevet kompenseret for ved at bygge en stor græskinspireret konstruktion med glastag i farvet mosaik rundt om. Stalins personlige togvogn er også udstillet på området. (Hvis det har nogen interesse, kan vi oplyse, at museets souvenirbutik er leveringsdygtig i bl.a. puslespil med onkel Stalins kontrafej!)
Efter al den hyldest af en af verdenshistoriens største skurke var det rigtig rart at finde dette klistermærke på en restaurant.

Kutaisi er Georgiens tredjestørste by med 147.000 indbyggere og har en fortid som hovedstad i et par omgange i det 10. og 15. århundrede. Vi havde booket fire overnatninger på Hotel King David The Builder, der ligger meget centralt kun 5 minutters gang fra det meste.

Vi var især imponerede over, at receptionisten hver eneste eftermiddag, når vi kom tilbage efter en dag fuld af oplevelser, flyttede sin bil, så vi kunne få en parkeringsplads lige foran hotellet. Den slags service skal man vist langt væk fra Danmark for at finde.

To minutters gang fra vores hotel var der en svævebane, der førte over floden og op på toppen af en klippe, hvor der lå et lille tivoli.

Svævebanen har kun to gondoler; en på hver sit sæt kabler. Når den ene kører op, kører den anden ned.
Der var ikke meget plads i de små gondoler, men til gengæld koster en tur kun 3 lari (ca. 7,50 kr.) pr. person for udlændinge og 1 lari (ca. 2,50 kr.) for de lokale.

Nu vi alligevel var i gang med at bruge penge på svævebanetur, så smed vi om os med yderligere 2 x 3 lari for at få en tur i det lille tivolis pariserhjul. Det var først, da vi steg om bord, det gik op for os, at pariserhjulets udløbsdato muligvis var overskredet med et par uger, men lidt adrenalin har jo aldrig skadet nogen. Klik på nedenstående video og nyd udsigten.

Vel nede på jorden igen kunne vi filme motoren, der trak pariserhjulet rundt. I Danmark var det hele nok blev lukket og en hel stak bøder udleveret til den venlige mand, der hver dag sørger for, at folk kommer en tur rundt i hans fine forlystelse, men der er nu noget sundt ved at se en motor uden afskærmning.

Måske er vi danskere lidt ekstra glade for bjerge, fordi vi er så vant til flade landskaber, men vi kørte i hvert fald hver dag hen eller op mod nye bjergtoppe, som vi kunne se på vores medbragte 100% ikke-virtuelle papirkort, som virker fortrinligt også i områder uden internetdækning. Til gengæld kunne vi et par gange konstatere, at de veje, der var markeret på vores aldeles udmærkede kort, stadig var under konstruktion, men så måtte vi jo bare vende om og køre tilbage igen.

Her har vi gjort holdt ved en landsby i bjergene. Den lå for enden af en asfaltvej, og selvom Peter var helt sikker på, at vores firhjulstrækker godt kunne gøre turen videre ad en grusvej, var Camilla godt tilfreds med, at vi ikke gjorde forsøget.
Udsigter som denne vrimler det med, så det er helt umuligt ikke at blive begejstret.

Vi fandt hurtigt ud af, at selvom vejnettet i Georgien faktisk er i en udmærket stand, så kunne vi slet ikke køre så mange km om dagen, som vi lidt blåøjede havde troet hjemmefra. Derfor fik vi ikke set de nationalparker og bjerglandsbyer, som vi havde planlagt, men til gengæld fik vi set så meget andet.

Grise, køer, geder og får møder man alle vegne – også på hovedvejene – så det er en rigtig god idé at være opmærksom i trafikken. Der er også rigtig mange herreløse hunde over alt, men staten har påtaget sig den økonomiske forpligtelse at indfange dem, få dem neutraliseret, vaccineret og øremærket før de bliver sendt ud i virkeligheden igen.
Her har vi fundet endnu en vej op i bjergene (De mindre Kaukasusbjerge), der endnu ikke har fået asfalt hele vejen. Vi er i ca. 2000 meters højde, og som billedet viser et stykke over skyerne.
Vejen endte på toppen af et bjerg, hvor der lå en masse små hytter, men startjuni var åbenbart udenfor sæson, for de eneste andre mennesker, vi mødte, var to tyske turister.
Der må være nogle andre byggeregulativer i Georgien, end vi betjener os af i Europa, men selvgjort er som bekendt velgjort.
Og når man kommer op i 2000 meters højde er der naturligvis stadig masser af sne – også selvom termometeret i bilen sagde 26 grader. Næste gang må vi have kælken med.

Nord for Kutaisi, på den sydlige side af Kaukasusbjergene, ligger en region, der hedder Svaneti. Fordi den ligger i højland, har området indtil for ca. 100 år siden været meget isoleret og faktisk aldrig været en del af noget rige. Først med Sovjetunionens opståen blev området indlemmet i en nation. Udover en masse smuk natur og en masse lokale retter, hvor hovedbestanddelene kommer fra får, så er området stadig kendetegnet ved en masse tårne, der rager op over træerne.

Oprindeligt havde de fleste huse i Svaneti-regionen et tårn, som familien kunne flygte op i, hvor der kom et angreb fra en fremmed by eller en høvding. Tårnene kunne boltes indefra, så selvom angriberne kunne gå på rov i selve beboelsen, så ville familie kunne være i sikkerhed, mens angrebet stod på.
Og pludselig dukkede han op igen. I forhaven til et helt almindeligt hus, stod denne kæmpestore statue af Stalin, så der er åbenbart stadig nogen, der synes, at han var en fin fyr.

Selvom vi kun havde fire overnatninger i Kutaisi, lykkedes det os alligevel at nå at finde en stamrestaurant. Maden var ualmindeligt velsmagende, portionerne helt enorme, vinen aldeles glimrende og personalet talte godt engelsk.

Restauranten hedder “At Home”, og menuen er fuld af lokale retter. Da vi kom anden gang blev vi budt på lokal Cha-cha, der blev serveret i overordentligt store glas. Reglen i Georgien er, at når der udbringes en skål, må man ikke bide glasset over, og eftersom en almindelig Cha-cha holder mindst 50%, så var nogle af os temmelig skeløjede, da vi skulle hjem. Godt, at restauranten kun lå fem minutter fra hotellet 🙂
Her er en typisk georgisk forret, Pkhali. De fås i et utal af varianter, og reglen er vist, at man laver dem af de råvarer, der findes på det pågældende tidspunkt. Faste bestanddele er kål eller lignende, der hakkes groft og blandes med ost, krydderurter og krydderier. De smager forbavsende godt, men de fylder også rigtig meget i maven.

Efter fire dage i Kutaisi var det desværre allerede tid at vende næserne mod øst og Tbilisi igen for at tage hjem til Danmark. På vejen gjorde vi holdt ved et kloster – Gelati – i udkanten af Kutaisi, der er berømt for sine flotte fresker.

Desværre for os, men heldigt for Gelati-klosteret, var der gang i den helt store restaurering af bygninger og fresker, så vi fik kun anet, hvor imponerende rummet i klosterets største kirkebygning var.
Heldigvis var der et hav af sidekapeller, hvor vi kunne se udsmykningen uden stilladser.
Også udefra er bygningerne imponerende.
Håndværkstraditioner er der mange af i Georgien, og denne bygning på klosterområdet var nyrenoveret med helt ny tagkonstruktion lavet udelukkende efter gamle principper. Det var et utrolig smukt rum.

Vi havde store forventninger til Georgien, men landet formåede at overgå dem. Ni dage var kun nok til at kradse i overfladen, og der er mange steder, vi slet ikke havde tid til at besøge, så mon ikke vi kommer tilbage igen inden alt for længe? Indtil da håber vi, at georgierne ikke opgiver drømmen om et europæisk tilhørsforhold, og dropper at stemme på de politikere, der trækker landet i retning af Putins Rusland. Humoren virker i hvert fald meget europæisk.