I Krabi Lufthavn fik vi uden problemer udleveret nøglerne til vores lejebil, en Toyota Veloz, og så satte vi kurs mod Khao Lak, der er en ucharmerende række af småbyer langs Thailands vestkyst ud mod Det Andamanske Hav. Tanken med opholdet var, at vi skulle have gang i snorkeludstyret, og det fik vi da også i to omgange. Selvom man skulle tro, at vi efterhånden havde lært et eller andet af vores mange rejser, så hopper vi stadig nogle gange i med begge ben og tror på, hvad vi læser i Lonely Planet. I dette tilfælde købte vi historen om, at man SKAL snorkle ud for enten Similan-øerne eller Surin-øerne, og der kan man kun komme ud, hvis man booker en tur gennem et bureau, da de to øgrupper ligger ca. 1,5 times sejlads fra Khao Lak i store speedbåde med 700 hk. For 5600 THB + diverse afgifter (samlet set 1.200 dkr) købte vi os retten til at blive hentet kl. 7:00 på vores hotel og afleveret igen 11 timer senere og opnåede samlet 1,5 time i vandet sammen med resten af Europa. Vi fik dog et par gode billeder med hjem af to meget stillesiddende dyr.


I modsætning til vores pakketur til Surin var vores tur med en lokal fiskermand (2500 THB / 500 dkr) en super fin oplevelse inkl. frokost, vand, frugt og fiskeudstyr (sådan er det ALTID, når man laver en aftale lokalt på havnen). Selvsagt er der en sproglig barriere, men der er ikke noget, man ikke kan danse. Kommunikationen lykkes altid, hvis begge parter vil det.



På vores udmærkede hotel, Grandfather Resort, lejede vi en Honda Click for 250 THB pr. dag (50 dkr) og den fragtede os sikkert rundt i området, så vi bl.a. oplevede slanger, vandfald, James Bond-øer, vandfyldte grotter, hot springs og meget andet godt.





Vi forsøgte med mere eller mindre held at lave en lille film fra grotten, som viser lidt flagermus og stalagkitter og -mitter. Klik på linket herunder for at se filmen.
I området rundt Khao Lak og Khao Sok findes der en del “hot springs”, som skyldes en del underjordisk aktivitet, så svovlfyldt vand stier op til overfladen. Temperaturen på disse hot springs kan variere fra 30 til 75 og sikkert mere.


Motorcyklen er afleveret, vi er tjekket ud af hotellet, og Toyotaen er pakket. Vi kører mod Khao Sok Nationalpark til nye eventyr – og med håb om færre turister.

Hej Camilla og Peter
I oplever meget spændende på jeres ture. De klaser af palmeolie ligner dadelklaser. Da I bevægede jer rundt i grotten for at se flagermus, Havde I da badesko på? Der kunne vel være ujævnt at gå, måske endda skarpe kanter.
Fortsat god tur med flere oplevelser.
Knus Mor
LikeLike
Hej Mor
Ja, palmeoliefrugterne kan godt ligne dadler, men frugtkødet er skrigende orange.
Da vi gik inde i grotten, havde vi bare fødder. Alle stenene/klipperne er slidt runde af den underjordiske flod.
LikeLike