Vores sidste dage i det sydlige Thailand blev brugt på tre dage på øen Koh Hai (eller Koh Ngai alt efter hvem, der bestemmer) og tre dage i området omkring storbyen Krabi, hvor vi havde lejet bil og skulle flyve videre fra.

Koh Hai er en ganske lille ø på kun 5 km2, og der er ikke så meget som 1 meter asfalt; kun romantiske gåture langs vandkanten hånd i hånd – Peter var svært stresset i de tre dage 🙂 På trods af øens begrænsede muligheder havde vi tre dejlige dage med middelgod snorkling, gode frugt-shakes og masser af dejlig seafood.

Her et billede af en kuglefisk på ca. 60 cm. Vi har set en del af dem og desværre aldrig fuldt opblæst, hvor de bare er en ballon med stive pigge ud til alle sider.
Vi har altid på vores rejser i Asien forsøgt at opsøge de fem forrskellige slags Hornbills (næsehornsfugle). På Koh Hai er Oriental Pied Hornbill ganske almindelg, og det var fantastisk at se ikke bare en men flere på samme tid tæt på. En fantastisk fugl!
Som tidligere nævnt er det ikke meget at foretage sig på Koh Hai, så vi tilbragte tiden med restaurant crawl. Det er ikke noget, man taber sig af, men super hyggeligt.

Efter tre dage på en Bounty-ø tog vi nordvest for Krabi og boede på et hyggeligt hotel drevet af en en sydtysker/østriger og hans thailandske kone. Det betyder “Ordnung muss sein”, så alt virkede til glæde for alle. Med afsæt fra vores hotel, Chanapha Residence, havde vi fine ture til nationalparker med 2-3000 år gamle hulemalerier i grotter og vandreture op til smukke vandfald. På trods af vores idyllisk placerede hotel erfarede vi, at blot 15 km mod syd lå et maksimalt turisthelvede med flere turister, end det er muligt at forestille sig. Dette gav os dog en enkelt aften mulighed for at spise noget ganske fortrinlig Butter Chicken, mens vi så europæiske kvinder og mænd gå forbi i bikini og badebukser (begge dele i g-streng) kl. 20:00 1 km fra stranden. Det var lige før, smørkyllingen røg i den gale hals.

Her går vi tur i Than Bok Khorani National Park, der dækker flere områder i samme område. Det koster 300 THB (60 dkr) pr. voksen udlænding at komme ind, og billetten giver adgang til alle nationalparkens områder. Peter står ved en lian, der ifølge skiltene sagtens kan være 100 år gammel.
Der er masser af grotter og huler alle vegne i Thailand og denne nationalpark var ingen undtagelse. En general Et-eller-andet havde i 1945 påtaget sig at sørge for, at en gengivelse af Buddhas fodaftryk blev placeret ved indgangen til en grotte (grotter er tilsyneladende automatisk lidt hellige, fordi de er besværlige at komme ind i).

Omtrænt 7 km væk fra billetkontoret og den “tørskoede” del af nationalparken ligger det virkelige trækplaster – to grotter i et mangrovedelta, som man kun kan komme ud til via motoriseret longtail-båd eller kajak. En kajak til to personer kan lejes for 700 THB pr. person (300 dkr for os to), og vi var så heldige at komme lige til frokosttid, så vi var de eneste på floden og i grotterne. Lyden af stilhed er en undervurderet oplevelse.

Når man kommer ud til Phi Hua To-grotten forstår man pludselig, hvorfor der alle vegne i området står betonfigurer af en underlig “Teletubbi” med røde striber. De er gengivelser af dette ca. 2000 år gamle hulemaleri af en figur med horn, som vi gætter på kan have været en beskyttende ånd eller en shaman. Figuren er vi senere stødt på flere steder; bl.a. i moderne malerier fra nutidige kunstnere fra regionen.
I samme grotte var der masser af virkeligt gamle malerier bl.a. disse to hænder. Der er 2 point til den, der først finder “fejlen”.

Ved Phi Hua To-grotten lægger man til med kajakken og går rundt, men i Lot-grotten sejler man ind, og det er en helt særligt oplevelse, når man som os er så heldige at være de eneste. Som videoen herunder viser, hvis du klikker på den, så var det en meget smuk og stilfærdig tur ind i en drypstenshule.

Vi besøgte også Khao Phanom Bencha Nationalpark, hvor der er fine vandfald i flere etager, hvoraf man kan bade i de to øverste. Turen op til vandfaldene er ganske stejl, men der er trukket reb de fleste steder, så man kan hale sig op over sten og rødder og fire sig ned, når man skal retur; altså med mindre man vælger at tage “Naturstien” ned, hvilket vi gjorde.

Vandfaldet endte meget passende i en lille “pool”, hvor man kunne blive svalet af, inden turen ned igen.
“Natursti” lyder jo meget idyllisk, men i virkeligheden var det en hård tur endnu længere op ad bjergsiden med masser af forhindringer undervejs. Det værste var, at der flere steder var væltet store træer, så stien “forsvandt”, og vi måtte kravle udenom i det uvejsomme terræn. I alt var vi næsten 4 timer om turen, der på en todimensionelt kort så ganske ligetil ud.
Selvom byen Ao Nang er et turisthelvede, så fører den slags i det mindste det gode med sig, at der er masser af mad. Her er vi på aftenmarked, hvor der var mulighed for at smage retter fra hele verden, så vi fik bl.a. Kobe-kød til aften denne dag.

Vores fly fra Krabi i det sydlige Thailand til Chiang Mai i det nordlige gik føst kl. 19:30, så vi havde det meste af en dag at “slå ihjel”, før vi skulle være i lufthavnen. Tiden brugte vi bl.a. på at køre forbi Immigrationskontoret i Krabi for at få forlænget vores visum fra 60 til 90 dage, hvilket var nødvendigt, da vi skal være her 66 dage. Det er en lidt omstændelig proces (den bliver nærmere beskrevet i vores faktaboks om Thailand under Landefakta), men alle var voldsomt hjælpsomme, så vi var af sted igen efter kun 20 minutter med nye stempler i vores pas.

Når man sådan kører rundt på må & få for at få tiden til at gå, så ser man tit nye ting. Her kom vi forbi et thailandsk krematorium, der ser meget thailandsk ud.
Vi nåede også forbi et museum for moderne kunst, hvor kunstnerne alle havde relation til den sydlige del af Thailand. Der var mange tydeligt dygtige og idérige kunstere repræsenteret, og der var a/c i mange af rummene, så vi var ganske begejstrede.
Inden afgang til lufthavnen nåede vi også forbi en frisør, der fjernede Peters “andekrøller”. Det er den mest omhyggelige klipning, Peter nogensinde har været udsat for, så den må mindst kunne holde til påske.

Det har været dejligt at få gang i vores snorkler og finner i det sydlige Thailand, men nu ser vi frem til lidt køligere temperaturer i det nordlige Thailand, hvor den oprindelige kultur forhåbentlig også fylder lidt mere. Nogle af de steder, vi har besøgt, virker det som om, at tysk er det mest fremherskende sprog, og selvom vi ikke forstår thai, foretrækker vi det.