Efter 6 timer og 240 km kørsel ad snoede veje mod nordvest havde vi flyttet base fra den turistede storby Chiang Mai til provinsbyen Mae Hong Son, hvor der er tilpas langt mellem turisterne til, at vi ind imellem kunne lykkes med at være de eneste, der ikke talte hverken thai eller burmesisk. Mae Hong Son og provinsen af samme navn ligger ved grænsen til Burma og blev etableret som selvstændigt kongedømme for omkring 200 år siden af udvandrere fra den burmesiske delstat Shan. Først i starten af det 20. århundrede blev provinsen underlagt Thailand som det sidste område i det nuværende rige. I nyere tid har provinsen i nogle omgange oplevet flygtningestrømme fra Burma, når militærstyret har set sig sure på en befolkningsgruppe eller demokratisk indstillede indbyggere. Derfor er påvirkningen fra Burma/Shan stadig meget stærk, og tæt på grænsen ligger der bl.a. nogle små landsbyer, hvor indbyggerne tilhører Kayan-folket, som nok bedst er kendt for deres kvinders skik med at have en masse bronzeringe om halsen, der får halsen til at se meget lang ud.

Vi boede i denne fine hytte på Banviewnam Camping & Resort, der ligger ca. 4 km udenfor byen. Det var 5 gode dage med super service; bl.a. hjalp ejeren med at fikse leje af en Honda Click på under en time. Når undtages naboens hane, der råbte op alt for tidligt om morgenen, så var der stille og fredeligt.
På Peters foranledning hjalp hotelejeren også med at fremtrylle dette vidunder af en fødselsdagskage til Camilla, så dagen startede med en kaloriebombe. (Læg mærke til, at noget af pynten var en Ferrero Rocher-kugle!)

Udover at spise os bøwede i kage brugte vi Camillas fødselsdag på et køre mod nord til landsbyen Ban Rak Thai, der er etableret rundt om et stort vandreservoir. På vejen kom vi forbi et kæmpestort skilt, hvor der stod “Pang Tong Palace”. Det måtte vi se, så vi drejede til venstre i stedet for højre og brugte en lille time på stedet, der viste sig at være en forskningsstation for bregner og orkideer. (Paladset – hvis det overhovedet findes – fandt vi aldrig.)

Af de dyrearter, der var på paladsets område, var bl.a. to typer kronvildt. Her er vi heldige at have fanget en fin kronhind med rigtig flotte ører.
Som tidligere nævnt er vi altid på udkig efter Hornbill (næsehornsfugl), og her har vi været heldige at få et perfekt billede – desværre i bur – af en Great Hornbill. Og den ER great! Den er over en meter fra halespids til toppen af næbbet, og vi gætter på, at den vejer 4-6 kg.
Nogle gange lykkes det bare at “skyde” det perfekte billede, hvor alt står knivskarpt, og kompositionen er lige i øjet. Og han var meget flot. Selvom påfuglen kommer fra Kina, har vi flere steder i Asien og også i Thailand set påfugle.

Udover ovennævnte billeder så vi en hel række andre fugle og pattedyr. Og så var vi klar til at køre videre mod vores planlagte mål, Ban Rak Thai.

Vi havde store forvenninger til Ban Rak Thai pga. det, vi havde læst i Lonely Planet og på nettet. Endnu engang må vi konstatere, at det, vi søger, ikke er helt i tråd med det, som bliver anbefalet. Men en sjov by 500 meter fra den burmesiske grænse. Byen er etableret af kinesiske immigranter fra Yunnan-provinsen, hvilket tydeligt ses på de kinesisk inspirerede tagkonstruktioner og de omkringliggende temarker.
Ban Rak Thai ligger relativt højt, og selv midt på dagen var en trøje en god idé. Læg mærke til alle de fine marker til venstre.

Ban Rak Thai ligger 60 km fra vores hotel, så på vejen hjem var et stop nødvendigt for at rette bagdelen ud igen. Vi valgte derfor at holde et hvil ved nogle grotter, hvor der levede en del blåfinnede karper i en underjordisk flod.

Ved udløbet under bjerget var der trængsel.
Man bliver aldrig træt af at se Buddha-figurer, fordi folk gør så meget ud af dem, men nogle gange er overraskelsen, hvordan den er udført; her en kurveflettet Buddha med utroligt fine detaljer.
Mae Hong Son har selvsagt ligesom alle andre thailandske byer et højdepunkt, hvor der er opført en stupa, en pagode, en Wat og tilhørende klosterbygninger. De er altid rigeligt udsmykket på den ene eller anden måde; denne er smykket af talrige farvestrålende rislamper.

Selvsat er en af de store turistatraktioner i det nordvestlige Thailand de forskellige Kayan-landsbyer. Nogle steder er det gået helt over gevind og er blevet et cirkus, andre steder er det muligt delvist at opleve en dagligdag i en Kayan-landsby. Vi skulle bruge to forsøg for at finde noget, som ikke lignede en “zoologisk have”.

Vi havde aldrig fundet den helt rigtige Kayan-landsby, hvis det ikke var for Camilla, som tog styringen på motorcyklen. Læg mærke til støttebenet 🙂
Landsbyen Huay Pu Keng ligger ved floden Pai og måske netop dette faktum, at man er nødt til at krydse floden for at komme til landsbyen, gør, at den virker oprindelig. Det koster 20 THB af blive sejlet over floden pr. person, men så er det også en returbillet. Det slider selvsagt, at vi turister tramper rundt i deres landsby, og der skal derfor også lægges en betaling på 200 THB pr. person, som anvendes til at bygge broer og gangstier i landsbyen. Der er naturligvis ingen motorcykler eller biler. Byen har 335 indbyggere, hvoraf 87 er børn, så der er også en skole. Tilfældigt spiste vi nudelsuppe til frokost sammen med skoleinspektøren, som vi kunne stille alle vores spøgsmål til.
Vi var heldige at møde en kayan-kvinde, som var flygtet fra Burma for 35 år siden, og som var fortrinlig til engelsk. Efter en lang snak om hendes historie købte vi en lille figur, som hendes bror havde lavet, og som – ligesom alle vores andre souvenirs – skal op at hænge på juletræet.
Kayan-folket er meget dygtige håndværkere, og alle kvindene lod til at have en væv, som de lavede de smukkeste tørklæder på. De kostede tæt på ingenting, så det var svært ikke at købe en hel bunke.

På vores sidste dag i Mae Hong Son lod vi motorcyklen stå og hvilede vores lidt trætte bagdele med en 75 km lang tur i Toyotaen mod nord, hvor vi ville se nogle gotter, som er kendt for fundet af kister, der er omking 1000 år gamle. Omtrænt 15 km denfor Mae Hong Son så vi et skilt, der pegede mod venstre med teksten “Bambusbro”. Sådan en ville vi da gerne se, så vi lavede et svinkeærinde, og fik en uventet god oplevelse.

Broen var ikke bare lavet af bambus, men af flettet bambus; den bærende konstruktion var dog lavet af hårdtræ og 2″ jernrør. Den førte fra en landsby tværs over en masse ris- og grøntsagsmarker over til et meget stort tempelkompleks, hvor der var gang i byggeri af alt muligt godt i beton.
Her ses broen fra tempelsiden. Det er svært ikke at være imponeret.
Naturstien fra parkeringspladsen ved grottekomplekset med gamle kister op til selve grotterne var for en gangs skyld jævn ligesom en dansk skovsti, og af en eller anden årsag var vi de eneste på stedet. Det eneste, vi skulle træde henover, var nedfaldsblade, men som billedet viser, så er et blad i Thailand lidt større, end dem vi har i Danmark.
Og kisterne i grotterne var der endnu, omend de lå noget hulter til bulter efter de mange år. Som billedet viser, lå nogle af kisterne dybt inde i grotterne, så det var praktisk at have en lygte med.
Kisterne var oprindeligt båret af en større trækonstruktion inde i grotten. Det er svært at se, om der har været fem eller 20 kister liggende ved siden af hinanden, men på billedet kan man se en enkelt kiste samt det, der er tilbage af den bærende konstruktion. Man skal her huske, at disse grotter ligger ca. 100 meter over terræn, og kisterne er 5-6 meter lange (måske med flere lig i samme kiste?), så det har været noget af en bedrift at etablere disse gravpladser. Vi gætter på, at det kun har været for de mest betydningsfulde i stammen.
Til sidst får I et hyggeligt stemningsbillede af facaden på vores yndlingsrestaurant i Mae Hong Son, Salween River Restaurant. Den ser måske ikke af så meget, men alle borde er solgt mindst en gang hver eneste aften på trods af, at restauranten ligger nogle km udenfor centrum. Maden er simpelthen SÅ god, og personalet har 100% styr på alt & taler perfekt engelsk.

Efter fem dage i Mae Hong Son går turen videre med et kort ophold i Chom Thong lidt syd for Chiang Mai; mestendels for at komme op på toppen af Thailands højeste bjerg.