Vores hovedformål med at besøge denne del af Sydkorea var at komme op at se den demilitariserede zone (DMZ). Det mest almindelige for udenlandske turister er at booke en tur fra Seoul, men vi ville gerne have oplevelsen et lidt mindre overrendt sted. Det er kun muligt at komme op til DMZ i bil (så hvis man ikke har egen bil, må man booke en taxa); man kan ikke gå, cykle eller køre på motorcykel. Man skal registrere sig ca. 10 km syd for grænsen, hvor man samtidig betaler for både entré og parkering, og man SKAL vise sit pas. Samtidig skriver man under på, at man vil overholde nogle meget specifikke regler i området ved den demilitariserede zone, som bl.a. går ud på, at man ikke må fiske eller synge meget højt!?! Kort efter registreringen skal man gennem et militært check point, hvor man får besked på at være ude af området igen inden fire timer + får tjekket, at det mobilnummer, man har opgivet ved indregistreringen, er registreret hos WhatsApp. Og så lover man i øvrigt at holde sin telefon tændt og med lyd på al den tid, man opholder sig i området.

Det nordligste sted, man som civil kan opholde sig i Sydkorea, hedder Goseong, hvor der er bygget et observationstårn. Herfra kan man som besøgende for de sædvanlige 3000 won pr. person (15 kroner) stå og glane ud på et område, hvor der (heldigvis!) ikke sker noget som helst.

DMZ er konstrueret på den måde, at der i en bremme på 2 km på begge sider af den grænse, der blev aftalt i 1953, ikke må befinde sig våben, militære anlæg eller personer. Dvs. at bjergene i baggrunden af dette billede ligger i Nordkorea, men meget mere er der ikke at se.

På området ved observationstårnet ligger der to museer; et med fokus på krigen, hvor stort set intet er skiltet på engelsk, og et med fokus på DMZ og tiden fra 1953 frem til i dag, hvor skiltningen på engelsk er virkelig god. Nordkorea har gentagne gange gjort forsøg på at infiltrere Sydkorea, og der er gennem årene blevet gravet fem tunneler fra nord til syd forskellige steder langs grænsen, hvoraf den største ville have kunnet sende militærkøretøjer og 30.000 soldater ind i Sydkorea i timen.

Når man kører i området langs DMZ bliver man hele tiden mindet om konflikten mellem Nord- og Sydkorea, da denne slags betonkonstruktioner står langs vejene. Ved en invasion fra Nordkorea kan vejene hurtigt gøres ufremkommelige – i hvert fald for en tid – ved at vælte betonblokkene ned vha. en eksplosion.

Sydkorea er et meget grønt land med skovklædte, lave bjerge og mange floder, uanset hvor vi har været, men det har været noget af en kamp for os at komme tæt på naturen.

Her er det endelig lykkedes for os at slippe væk fra de mangesporede motor- og hovedveje, der knytter landet sammen på kryds og tværs. En fin flod med masser af små fisk og næsten ingen mennesker i nærheden.
Og her er vi kravlet op af en ukristeligt mængde trapper for at se et vandfald, vi ikke kunne finde. Men udsigten var god.

Sokcho er en – i sydkoreansk sammenhæng – ret lille by med kun 70.000 indbyggere. Den ligger mod nordøst ud til kysten ved Østhavet, som det hedder her, eller Det japanske Hav, som det meste af resten af Verden kalder det. I højsæsonnen er der op mod 700.000 mennesker i byen, så det vrimler med hoteller og restauranter.

I modsætning til vestkysten, hvor vi pga. lavvande langt ud fra kysten opgav at komme ud at bade, fik vi endelig dyppet vores badetøj i Sokcho.

Udsigten fra vores hotelværelse til en lækker sandstrand.
Blot fem meter fra vandkanten gik vandet os til brystet, så det var skønt med en dukkert. Sokcho er kendt som det sted i Sydkorea, hvor man tager ud og surfer, og vi så også en del på surfbrædder, men langt de fleste nøjedes med at ligge på maven og padle lidt med armene.
Der er en del fiskerbåde i Sokcho, og langt de fleste restauranter er naturligt nok fiskerestauranter. Dette bugnende fad var kun omkring halvdelen af et aftensmåltid, hvor vi stegte fisk, blæksprutte og skaldyr på en gasgrill ved bordet. Det smagte præcis lige så lækkert, som det ser ud.

Det er ikke fordi, vi partout synes, at der skal gå toilet i vores historier herude fra, men af alle de lande, vi efterhånden har besøgt, så har vi aldrig før oplevet, at fuger mellem badeværelsesfliser og silikonefuger ved toilet og håndvask var med glimmer.

Man kan jo ikke lade være med at føle sig inspireret i forhold til byggeriet på Vibyvejen.