Vores hovedformål med at besøge denne del af Sydkorea var at komme op at se den demilitariserede zone (DMZ). Det mest almindelige for udenlandske turister er at booke en tur fra Seoul, men vi ville gerne have oplevelsen et lidt mindre overrendt sted. Det er kun muligt at komme op til DMZ i bil (så hvis man ikke har egen bil, må man booke en taxa); man kan ikke gå, cykle eller køre på motorcykel. Man skal registrere sig ca. 10 km syd for grænsen, hvor man samtidig betaler for både entré og parkering, og man SKAL vise sit pas. Samtidig skriver man under på, at man vil overholde nogle meget specifikke regler i området ved den demilitariserede zone, som bl.a. går ud på, at man ikke må fiske eller synge meget højt!?! Kort efter registreringen skal man gennem et militært check point, hvor man får besked på at være ude af området igen inden fire timer + får tjekket, at det mobilnummer, man har opgivet ved indregistreringen, er registreret hos WhatsApp. Og så lover man i øvrigt at holde sin telefon tændt og med lyd på al den tid, man opholder sig i området.
Det nordligste sted, man som civil kan opholde sig i Sydkorea, hedder Goseong, hvor der er bygget et observationstårn. Herfra kan man som besøgende for de sædvanlige 3000 won pr. person (15 kroner) stå og glane ud på et område, hvor der (heldigvis!) ikke sker noget som helst.

På området ved observationstårnet ligger der to museer; et med fokus på krigen, hvor stort set intet er skiltet på engelsk, og et med fokus på DMZ og tiden fra 1953 frem til i dag, hvor skiltningen på engelsk er virkelig god. Nordkorea har gentagne gange gjort forsøg på at infiltrere Sydkorea, og der er gennem årene blevet gravet fem tunneler fra nord til syd forskellige steder langs grænsen, hvoraf den største ville have kunnet sende militærkøretøjer og 30.000 soldater ind i Sydkorea i timen.

Sydkorea er et meget grønt land med skovklædte, lave bjerge og mange floder, uanset hvor vi har været, men det har været noget af en kamp for os at komme tæt på naturen.


Sokcho er en – i sydkoreansk sammenhæng – ret lille by med kun 70.000 indbyggere. Den ligger mod nordøst ud til kysten ved Østhavet, som det hedder her, eller Det japanske Hav, som det meste af resten af Verden kalder det. I højsæsonnen er der op mod 700.000 mennesker i byen, så det vrimler med hoteller og restauranter.
I modsætning til vestkysten, hvor vi pga. lavvande langt ud fra kysten opgav at komme ud at bade, fik vi endelig dyppet vores badetøj i Sokcho.



Det er ikke fordi, vi partout synes, at der skal gå toilet i vores historier herude fra, men af alle de lande, vi efterhånden har besøgt, så har vi aldrig før oplevet, at fuger mellem badeværelsesfliser og silikonefuger ved toilet og håndvask var med glimmer.

