Den sydligste og østligste del af Panama udgøres af provinsen Darién, hvoraf langt den største del er jungle og nationalpark. Der ligger kun enkelte småbyer og landsbyer i det kæmpestore område på 5700 km2, og langt de fleste kan kun nås med båd via floder. Vi havde fundet firmaet Travel Darién Panama på nettet og booket en tur til området på 6 dage og 5 nætter fra d. 15. til d. 20. februar. Vores engelsktalende guide, Solarte, tilhørte selv embéra-folket, der er den ene af to befolkningsgrupper, der har råderet over området, og vi skulle bo hos hans brors familie i landsbyen La Chunga.

Vi kørte fra Panama City ad The Panamerican Highway, der visse steder mindede mere om en grusvej end en highway. Det skortede i hvert fald ikke på huller alle mulige steder, så hastighedsskiltene med max. 80 km/t var helt overflødige. Vi var heldige, når det kortvarigt lykkedes at komme op omkring 50 km/t. Tre steder på vejen var der checkpoints, hvor vi skulle vise pas, og bilens nummerplade blev noteret. Panama har tilsyneladende et ret stort problem med illegale indvandrere fra Columbia, der krydser genem landet for at søge lykken i USA.
Vi kørte næsten til Verdens Ende; eller i hvert fald til slutningen på The Panamerican Highway, der som skiltet viser løber hele 12.580 km hele vejen til Alaska. Det er ikke muligt at køre fra Panama til nabolandet Columbia, enten gør man turen med fly, båd eller på gåben i ca. 14 dage gennem Darién-junglen. Det sidste er forbudt, og det kan bestemt ikke anbefales at blæse på forbuddet, for der foregår en del transport af narkotika og illegale flygtninge i området, så Panamas politi og militær skal man ikke lægge sig ud med.
Vi havde en overnatning i landsbyen Meteti, inden vi næste morgen inden solopgang kørte ca. 20 km mod vest til havnebyen Puerto Qimba. Her skulle vi med en motorbåd ind til landsbyen La Chunga, der ligger ved en biflod til floden Sambu. Bådene på billedet kom netop fra landsbyerne langs Sambu-floden, og det er beboernes eneste livslinje til resten af Panama. Bådene blev læsset næsten til bristepunktet, da de skulle retur fra Puerto Qimba med alle de fornødenheder, som vi andre tager for givet som fx cornflakes, plasticlegetøj til børnene, slagtede kyllinger i sækkevis og toastbrød. Sejlturen til La Chunga tog 2 timer, og en stor del af turen foregår i Stillehavet, så vi var mørbankede af at hugge os gennem bølgerne, da vi endelig nåede frem.

Motorbåden lagde til ved en anløbsbro i floden Sambu. Ved lavvande er man nødt til at gå derfra i ca. 40 minutter for at nå La Chunga, men ved højvande kan man sejle ad floden La Chunga i smalle både hugget ud af hårdtræ gennem mangroveskov, som filmen herunder viser, hvor Solarte (bagerst med sort hat) og hans storebror ror os op ad floden.

Og her er så den hytte, som vi boede i fire dage. Som det fremgår, er der ingen vægge, men vi havde to store udmærkede springmadrasser med hver sit myggenet, og hvad mere har man egentlig behov for? Landsbyen har solpaneler, så næsten alle huse er oplyst med led-pærer, og vi kunne få vores lommelygter ladet op i byens kirke. Alt vand kommer fra floden – også drikkevandet – så vi havde medbragt 30 l vand for at undgå en omgang “Delhi-belly”.
Der er vist ingen, der kan lære Solartes bror ret meget om at klare sig langt væk fra asfaltveje og supermarkeder. Her står han med to røde landkrabber, som han fangede med fælder. Ellers ernærer familierne i La Chunga sig ved landbrug – mest dyrkning af ris og bananer.

Som en del af vores ophold i La Chunga var vi på trekking med overnatning i junglen. Det var meningen, at vi skulle have overnattet i vores interimistiske camp to nætter, men enten er vi blevet for gamle, eller også er vi for magelige til at sætte ordentlig pris på overnatning i hængekøje under åben himmel, for efter 24 timer valgte vi at bede om at komme hjem til vores luksushytte med springmadrasser og adgang til fælles vandkloset og koldtvandsbruser.

Når man trekker i junglen i Darién foregår det i lange bukser og gummistøvler for at undgå bid fra eventuelle slanger og andet kryb. Til gengæld lå temperaturen på ca. 30 grader, og luftfugtigheden var skyhøj. Da vi efter 5 timers trek nåede frem til det sted, hvor vi skulle lave lejr, lugtede vi af alt andet end roser, og vores tøj var gennemblødt af sved. Her er vores guide, Solarte (gul rygsæk), Camilla og Solartes storebror ved at krydse floden for mindst 30. gang.
Der var flodkrebs i floden, vi slog lejr ved, så Peter lånte en maske og en hjemmelavet håndharpun og forsøgte af fange nogle af dem, men uden held. Måske fordi Solartes sviger-svoger-et-eller-andet (alle i La Chunga er på en eller anden måde i familie med hinanden) der var vores kok på turen, allerede havde fanget alle de store, inden Peter fik lov at prøve. Til gengæld fik vi dem stegt i olie til aftensmad sammen med ris og bananer stegt i olie.
Er der noget så hyggeligt som et lejrbål? Stemningen var i hvert fald høj hos os på trods af gummistøvleinducerede vabler på tæerne.
Vi havde forestillet os, at vi ville komme til at se en masse vilde dyr på vores jungletur i Darién, men vi har efterhånden lært, at dyrelivet i primære skove er temmelig sparsomt, simpelthen fordi de fleste af træerne, der gror i disse skove, ikke producerer frugter, som dyrene kan leve af. Men selvom et træs frugter er giftige, så kan blomsterne sagtens være flotte ligesom denne sag, der er på størrelse med et barnehoved og gror direkte på stammen.
En nataktiv græshoppe, der har gjort lidt ekstra ud af farverne.

Fordi vi skar en dag af vores trekkingtur i junglen, fik vi i stedet tid til en fisketur på Sambufloden. Først fangede Solartesbror flodkrebs med net, som skulle bruges som madding, og så blev vi udstyret med en fiskeline, der gik på skift hver 5. minut med besked om, at den, der ikke fangede noget, måtte nøjes med hvide ris til aftensmad.

Peter fangede selvfølgelig både den første og den største fisk (ikke denne). Her er det en catfish, Peter har kroget.
Til Peters store ærgrelse fangede Camilla også to fisk, så vi er altså præcis lige gode til at fiske!
Den sidste aften i La Chunga overraskede vores værtsfamilie os. Vi fik tilbudt at blive klædt i deres traditionelle dragter og udsmykninger, som de bruger ved helligdage og fester. Her er Camilla fotograferet med Solartes bror, hans kone, der stod for madlavningen, og deres to døtre på 12 og 15 år.
En rigtig embéra-mand går selvfølgelig med lændeklæde lavet af perler og en helt masse perlekæder. (De hvide tennissokker er vist ikke en del af det originale udstyr.) Hos embéra-folket er det mændene, der laver perlearbejdet, og Solartes bror fortalte, at det havde taget ham 3 måneder at lave lændeklædet. Farverne og mønsteret symboliserer naturen (grøn), floden (blå) og slangen (zigzag-mønsteret). Hvert familieoverhoved laver sit eget mønster.

Når man bor langt inde i junglen i Darién, er det naturen, der dikterer rigtig mange ting. Også hvornår man kan komme af sted, for motorbåden sejler kun ved højvande. Derfor skulle vi på vores afrejsedag op kl. 02:30, så vi kunne være ved landgangsbroen i god tid inden kl. 04:20, hvor Solarte af skipperen på båden havde fået at vide, at han ville samle os op. Gåturen fra La Chunga i bælgmørke med lommelygter gennem smattet mangrovebund tog ca. en time, og så stod vi ellers og ventede på båden i to stive timer, mens højvandet blev højere og højere. Sådan er det åbenbart også i Darién; båden kommer først, når skipper er færdig med at sove.