Gwangju og det sydvestlige Sydkorea

Efter de første dage i Seoul var vi klar til at komme ud at opleve “resten” af Sydkorea, og til det brug havde vi lejet en bil.

Og hvor heldig kan man være? Vi blev udstyret med en Kia af præcis samme model, som vi lige har købt hjemme – denne er dog på benzin. (Benzinprisen her er ca. den halve af, hvad det koster i Danmark.)

Første stop på vej sydover gik til Mr. Toilet House. Forklaringen på den besynderlige attraktion går tilbage til tiden op til Seouls værtskab af OL i 1988. I den forbindelse skulle der styr på både småt og stort, og en enkelt mand får til opgave at sørge for ordentlige offentlige toiletter i alle områder, hvor konkurrencerne skulle holdes. I folkemunde kom han til at hedde Mr. Toilet, hvilket han selv opfattede som en kompliment til, at han løste sin opgave, så efterfølgende byggede han et hus til sig selv, der har form som et toilet. Efter hans død er huset og haven blevet indrettet til museum over toiletter gennem tiden.

Det er nok lidt svært at se på billedet, men huset ligner faktisk en del af de toiletter, vi har set rundt omkring i Asien.

Museet var desværre ikke åbnet, da vi kom forbi, så vi nøjedes med at gå en tur rundt i haven.

Der er masser af skulpturer i haven, og alle har relation til bimmelim og bummelum.

Gwangju er Sydkoreas sjettestørste by med 1,5 mio. indbyggere. I Sydkorea er byen mest kendt for, at der d. 18. maj 1980 var en stor folkelig opstand mod det daværende militærdiktatur, der medførte, at en masse almindelige mennesker mistede livet eller blev fængslet og tortureret. Datoen er vigtig i Sydkoreas nyere historie, da opstanden var starten på overgangen til demokrati.

Det lader til, at alle byer i Sydkorea ligger i dalsænkninger, og så ligger bjergene – der generelt ikke er ret høje – rundt om. Et af bjergene ved Gwangju kan prale af både en stolelift og en monorail, så dem købte vi billet til. Klik på nedenstående for at nyde den “hæsblæsende” fart på monorailen.

Uvidenhed kan jo tit være en velsignelse, så Camilla – der intet ved om stålkonstruktioner, statik, svejsesøm og andre ligegyldigheder – kunne nyde turen, mens Peter overvejede, om han ikke skulle have taget turen på gåben i stedet.

En lille times kørsel nordøst for Gwangju fandt vi denne imponerende hængebro. Der var den fineste udsigt over landbrugsland og bjerge hele vejen rundt.

Ca. halvanden times kørsel øst for Gwangju ligger nationalparken Jirisan, der er opkaldt efter det højeste bjerg i “fastlands-sydkorea” (1921 meter). Nationalparken er ganske stor, men bjergene i Sydkorea fungerer ikke som store, sammenhængende bjergkæder, som vi kender det fra alpeland i Mellemeuropa. Det er snarere en helt masse fritstående bjerge, der er skubbet sammen, så selvom det, når vi kigger i vores 100% analoge papirvejatlas, kan se ud som om, at vi kører i bjergrigt terræn, så er det virkelig svært at finde en rigtig bjergvej eller blot et enkelt hårnålesving.

Selvom vi ikke nåede særligt højt op, så fandt vi et fint, gammelt tempelkompleks, der, som billedet tydeligt viser, ligger med den smukkeste udsigt til skovklædte bjerge.

Det har ikke skortet på dygtige håndværkere i Korea. Se lige denne bronzeport ind til templet Hwaomsa.

Og intet tempel uden en klokke, der er mindst 3 meter høj.

Igen et eksempel fra Hwaomsa-templet der viser, hvor dygtige håndværkere koreanerne er.

Inspireret af vores papirvejatlas indkøbt i Nordisk Korthandel, der ligger på Vesterbro, kørte vi en omvej for at se en såkaldt ‘Folk Village’. Da vi kom til stedet troede vi, at det var noget i retning af Frilandsmuseet eller Hjerl Hede, men efter at have betalt de obligatoriske 6.000 won for 2 voksne (30 kroner), gik det op for os, at det var en rigtig landsby med huse, som de så ud for 100 år siden, og der boede stadig folk i husene.

Det er let at blive snydt og tro, at det er et museum, for alt et meget velholdt, men der bor ca. 90 familier i den landsby, vi besøgte, og der var køkkenhaver og rismarker overalt, så familierne har ikke kun levet af billetindtægter.

Kimchi er Sydkoreas nationalret forstået på den måde, at det ikke er noget, man spiser alene, men man får det serveret til alt uanset, hvad man bestiller. Kimchi er lidt enkelt fortalt saltsyltede grønsager (ofte kinakål) i en lage af chili, hvidløg og ingefær. Traditionelt ville man opbevare de syltede grøntsager i krukker som disse, der blev gravet ned i jorden for at holde temperaturen nede, men i dag benytter man særlige kimchi-køleskabe, der ligger omkring 0 grader. Denne slags krukker har vi set over alt, men vi tror ikke, at de stadig bliver brugt til kimchi.

Nord for Gwangju ligger et område med over 400 grave fra bronze- og jernalderen. Området er på UNESCOs Verdensarvsliste, så det tog vi op for at se.

Ligesom i Europa har man i Korea markeret bronzealdergrave med sten, men bevares – størrelsen er jo imponerende nok.

Dette var den mest imponerende, for det må have krævet noget ekstra at få den store sten til at balancere på de to smalle.

Vi tog også en tur mod vest for at komme ud til havet. Til vores overraskelse var der utroligt lavvandet, så selvom vi havde taget badetøj og håndklæder med, blev de i bilen.

Hvis dette billede var blevet taget i Danmark, ville stranden have været sort af mennesker, men sydkoreanere er absolut ikke soldyrkere. De få, der var på stranden, sad helt oppe ved træerne i skygge, så den eftertragtede blege teint ikke blev ødelagt.

Der er vel ingen, der nogensinde har tvivlet på, at Peter er en engel?

Denne mand (og ganske mange andre på dette sted på vestkysten) var i fuld gang med det, der bedst kan betegnes som tørfiskeri. Selvom det ser helt skørt ud så er der mening med galskaben, for den våde sandbund vrimlede med dyndspringere. Der skal ganske vist mange til, før man har et måltid, men ham her krogede rigtig mange i den korte tid, vi stod og kiggede.

Selve Gwangju var vi ikke så meget rundt i, men vi fik prøvet nogle forskellige restaurant af svingende kvalitet, og så fandt vi naturligvis en stambar.