Vi er efterhånden ved at have fundet ud af, at de større byer i Sydkorea alle er skåret over samme læst; massive højhuskomplekser på minimum 20 etager hele vejen rundt og en lille bymidte med lavere huse. Bygningsmassen er ny, og det er de færreste byer, der kan fremvise et kvarter, hvor husene er fra før 2. verdenskrig, så det kniber ærligt talt lidt med charmen.

Måske er det derfor, vi har besøgt så mange templer på vores tur, selvom det ofte er ensbetydende med mange km på Sydkoreas meget fine asfaltveje.

Koreas ældste træbygning ligger et par timers kørsel nord for Daegu i byen Andong og er en del af tempelkomplekset Bongjeongsa.

Bygningen, Geungnakjeon, er bygget i starten af 1200tallet og er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
Indgangspartierne til de fleste af templernes helligste områder er konstrueret som dette i Bongjeongsa. Man skal gå op ad en trappe under en bygning, så man er tvunget til at bøje sig og være ydmyg.

Området omkring Andong har mange fine oplevelser at byde på, og vi kan kraftigt anbefale maskemuseet.

Samlingen af masker er meget stor, og variationen mellem de koreanske masker var overraskende. Der er masker fra hele verden, så vi fik genopfrisket flere af vores andre rejser.
Er vi ikke yndige? Vi må have købt sådan en med hjem til samlingen.

Udenfor byen Gyeongju, der ligger en times kørsel øst for Daegu, har Koreas første hovedstad ligget siden bronzealderen og mange dynastier frem. Af den grund har arkæologer fundet et væld af skatte og artefakter fra mange århundreder. Staten har bygget et stort nationalmuseum midt i området, der i øvrigt stadig udgraves. (Sydkorea har 33 statsstøttede nationalmuseer, der ligger over hele landet. Tanken er, at ting skal udstilles der, hvor de er fundet.) Museet i Gyeongju er helt fantastisk, og skiltningen på engelsk er virkelig god, så man kan slet ikke undgå at lære en masse. Og så er entréen ganske gratis, hvilket vi har oplevet på mange af de museer, vi har besøgt.

Koreas ældste kongedynasti hedder Silla, og denne guldkrone er fra den periode. Museet har udstillet en masse guldkroner, hvor denne langt fra er den mest imponerende, men da der var kø til at fotografere foran de fleste andre, blev det denne, vi tog et billede af. Den store mængde guldkroner (og i øvrigt også andre statusgenstande i bl.a. jade) skyldes, at Silla-kongerne lavede decentralt styre. Når de erobrede et område, lod de den hidtidige konge/høvding/chef fortsætte som leder af området i stedet for at indsætte egne folk som “guvernør”. Lederen fik en masse gaver – fx guldkrone og jadesmykker – og oplevede på den måde, at det faktisk var til hans fordel, at hans landområde var blevet erobret. Ganske smart!

Noget af det virkeligt gode ved Gyeongju Nationalmuseum var, at dem, der har lavet udstillingerne, har tænkt rigtig godt. For hvordan får man nutidsmennesker til for alvor at forstå, hvor rigt Silla-dynastiet har været, og hvor betydningsfulde fundene er? Man udstiller kæmpe kasser kun med spydspidser, pilespidser, jadeperler, guldørenringe, jerndele fra seletøj til heste osv. Mængden er overvældene, og man ved bare, at der er meget mere i magasinerne.

Silla-dynastiet gjorde sig også i lertøj; her en fin og detaljeret kvindefigur.
Anden som motiv gik igen mange steder, her en kande i ler (måske en ande-kande?).
Vi gik en længere tur i området omkring museet for at komme ned til denne flotte bro.
De kan altså noget med imponerende tagkonstruktioner. Her er det indgangspartiet på brohovedet. Det får jo Storebæltsbroen til at se lidt fesen ud.

Øst for Gyeongju ligger en udhugget grotte, der som så meget andet her i Sydkorea er på UNESCOs Verdensarvsliste. Grotten hedder Seokguram og blev udhugget i granitklippen i midten af det 8. århundrede. Inde i grotten er der er stor granitstatue af Buddha og flere udhuggede granitrelieffer. Det er forbudt at fotografere inde i grotten, men der ligger udmærkede billeder på denne officielle hjemmeside: https://english.visitkorea.or.kr/svc/contents/contentsView.do?vcontsId=94436

Man må gerne fotografere templet, der er bygget udenom grotten, og der er da også lidt Buddha over Peter, der nyder den fine udsigt.

Et par timers kørsel syd for Daegu ligger Sydkoreas næststørste by, Busan. Byen er bl.a. kendt for sit store fiskemarked, så det besøgte vi. Man kan købe, hvad man nu lyster, ved de mange boder i stueplan og så gå op på første sal og få sine indkøb tilberedt.

Den helt store ting på fiskerestauranterne er kongekrabber, og de kan blive over en meter i “vingefang”, hvis man retter benene ud. Her har en frisk turist lånt et stort eksemplar, så hendes venner kunne tage et billede.
Der var utroligt mange underlige dyr på fiskemarkedet, her en baljefuld blege søpølser, der ormede sig rundt mellem hinanden. Det er svært at forestille sig, at det kan være en delikatesse.

Vi har i vores første par uger i Sydkorea så rigeligt fået dækket vores behov for friture, så vi sprang over fiskebuffeten og valgte en tunsandwich hos Subway i stedet.

I Busan tog vi en tur med kabelbane tværs over et af havneindløbene. Vi stod i kø i længere tid, end turen varede  men udsigten var fin.

Det sidste tempel, vi besøgte på denne del af turen, var Haeinsa, og ja vi har igen gang i UNESCOs Verdensarvsliste. Det er nemlig sådan, at Sydkorea ligger inde med verdens ældste udgave af det, der hedder Tripitaka Koreana, der er Buddhismens samlede skrifter. Den er snittet ind i træblokke på ca. 30x50x3 cm på kinesisk, fylder 81.350 træblokke, og er dermed verdens “største” bog. Det er samtidig den eneste fuldstændige, samlede udgave uden fejl eller korrektioner. Træblokkene er snittet mellem 1237-1248 – altså i løbet af 11 år – og efter sigende er tegnene så ens, at det ser ud som om, det er den samme mand, der har snittet samtlige blokke. Det kan dog umuligt lade sig gøre på så kort tid for et enkelt menneske, så derfor siger myten naturligvis, at træblokkene er “guddommelige”.

Udover at de 81.350 træblokke er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, så er bygningerne (Janggyeong Panjeon), de bliver opbevaret i, også på listen, fordi de er optimalt konstrueret til bevaring af træblokkene. Bygningerne er ca. 70 år yngre end selve bogen, og tremmerne man kan se Peter kigge ind ad, sørger for udluftning og optimal luftfugtighed til træet.
Dette er så tæt nogen får lov at komme på Tripitaka Koreana uden helt særlig tilladelse til nærstudie, og dette billede er taget med digital zoom gennem tremmerne. De fleste templer, vi har besøgt, har historier om ildebrænde, der har ødelagt mange bygninger, så der er skilte over alt i Haeinsa-templet om, at åben ild er forbudt, og der står brandslukkere lige så mange steder.
Sydkoreanerne tager billeder af alt, og jo flere billeder, man kan tage tæt på, jo bedre er det “noget”, man fotograferer. Så når man ikke kan tage et ordentligt billede af det virkelige “bibliotek”, så er der et gigantisk billede, man kan tage et billede af, og det virker jo også ganske fint.

På vores tur rundt i Sydkorea har vi gjort os store anstrengelser for at komme i nærheden af noget vildt dyreliv, men det står godt nok sløjt til. Selv fuglene er der langt imellem. Derfor blev vi ekstra glade for det jordegern, vi så på vejen op til Haeinsa-templet.